Slott: Ville gerne have været længere i absolut verdenstop

Sara Slott leverede sine tre største resultater inden for 12 måneder regnet fra august 2015.

Sara Slott Petersen styrtede over sidste hæk i mandagens semifinale ved OL.

Sara Slott Petersen styrtede over sidste hæk i mandagens semifinale ved OL.

TOKYO:Mandag sluttede Sara Slott Petersens karriere inden for atletik, da hun styrtede og udgik af OL-semifinalen i 400 meter hækkeløb.

Dermed siger dansk atletik farvel til sin seneste danske OL-medaljevinder. Slotts karriere kulminerede med OL-sølvet i 2016. Få måneder inden vandt hun EM-guld, og året før blev det til en fjerdeplads ved VM.

De tre store resultater blev leveret inden for præcis 12 måneder fra august 2015 til august 2016, og efter det sidste løb mandag lagde hun ikke skjul på, at hun gerne ville have været en del af den absolutte top i længere tid.

- Jeg er meget stolt over at have været så mange år i verdenseliten i en så hård og verdensdominerede sport, som atletik er.

- Det er svært at komme til verdenstoppen, og det er svært at blive der. Og det formåede jeg heller ikke i så høj grad, som jeg havde håbet. Men jeg er stolt og ydmyg over, at jeg fik nogle år i den absolutte verdenstop, siger Sara Slott.

Stoltheden ligger blandt andet i at komme fra en lille atletiknation som Danmark.

- At komme fra Danmark, som er et lille forbund, og som har meget lidt af gøre med i forhold til mange andre forbund i verden, det gør mig stolt.

- Folk løber rigtigt hurtigt for at få tingene til at lykkes i dansk atletik, og det er jeg et produkt af, og det er jeg stolt af, siger den nu forhenværende hækkeløber.

Sara Slott vender dog langt fra dansk sport ryggen efter sit karrierestop. Blandt andet sidder hun i bestyrelsen hos Team Danmark, hvor hun har siddet siden sidste sommer.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.