Slovak slår Wimbledon-mester ud af US Open

Angelique Kerber kommer ikke til at kæmpe med om sejren i US Open. Lørdag røg hun ud til Dominika Cibulková.

Ritzau
Dominika Cibulkova er seedet som nummer 29 i US Open. Flere af turneringens topseedede spillere er ude inden ottendedelsfinalerne. Foto: Kena Betancur/Ritzau Scanpix
Tennis 1. september 2018 22:31 - Opdateret 2. september 2018 07:20

Favoritfaldet blandt kvinderne i grand slam-turneringen US Open fortsætter.

Lørdag blev Wimbledon-mesteren og den tidligere US Open-vinder Angelique Kerber slået ud af 29.-seedede Dominika Cibulková, der vandt med cifrene 3-6, 6-3, 6-3.

Dermed er turneringens første-, anden- og fjerdeseedede spillere ude af US Open før ottendedelsfinalerne.

Kerber var ellers på rette kurs med en sejr i første sæt, men i andet sæt blev hun brudt i sine to første servepartier og tabte sættet.

I tredje sæt var historien stort set den samme. Cibulková brød to gange og kunne juble stort over sejren, der betyder, at hun nu står over for sidste års finalist Madison Keys i ottendedelsfinalen.

Videre i US Open er også russiske Maria Sharapova, der natten til søndag slog lettiske Jelena Ostapenko i to sæt med cifrene 6-3, 6-2.

Femteseedede Petra Kvitova er ude af den amerikanske turnering, efter hun natten til søndag tabte i to sæt til Aryna Sabalenka.

Hos herrerne fortsatte andenseedede Roger Federer sin kurs mod finalen. Schweizeren viste storspil i sejren på 6-4, 6-1, 7-5 over australieren Nick Kyrgios og bookede en billet til ottendedelsfinalen.

Her venter endnu en australier. John H. Millman slog Mikhail Kukushkin med cifrene 6-4, 4-6, 6-1, 6-3 og blev klar til mødet med Federer.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...