Håndbold

Slovakisk kanon til Frederikshavn Fox

FREDERIKSHAVN:Så har nyoprykkerne i kvindernes HåndboldLiga i næste sæson, Frederikshavn Fox, indledt oprustningen til de skrappere opgaver. Klubben har indgået en tre-årig aftale med den 26-årige Katarina "Dudi" Dubajova fra Slovakiet gældende fra 14. juli i år, og sportschef Peter Laigaard betegner den højrehåndede bagspiller som en klassespiller med stor international erfaring. - Hun scorede 18 mål i to kampe for sin slovakiske klub, Slovana Dusla Sala, mod Horsens HK i den europæiske EHF Cup i den forgange sæson, da Horsens HK sendte slovakkerne ud af turneringen, og hun har mere end 130 landskampe for Slovakiet, hvor hun samlet er noteret for 550 scoringer, siger en tilfreds Peter Laigaard. Han vendte sent torsdag aften hjem fra et tre dage langt ophold i Sala i Slovakiet, hvor forhandlingerne med Katarina Dubajova fandt sted. - En ønskespiller - Vores nye cheftræner, Anders Thomsen, dannede i den forgangne sæson makkerpar med Thomas Hylle som trænere i Horsens HK, og Anders Thomsen har selv peget på netop Katarina Dubajova som en ønskespiller til holdet i sæson 2005/2006, fortsætter Peter Laigaard. Han kunne - med hjælp fra klubbens anden slovakiske bagspiller, Ingrid Hrckova - tage direkte kontakt til Katarina Dubajova, og aftalen med Frederikshavn Fox er derfor forhandlet på plads uden brug af agenter. - Katarina Dubajova har også spillet flere end 30 kampe i Europa Cup-turneringerne for diverse klubhold, og hun er tidligere topscorer for Oldenburg i den tyske Bundesliga, hvor hun spillede i to sæsoner. De seneste to sæsoner har hun været tilbage i Slovan Dusla Sala, som igen i år bliver tjekkoslovakiske mestre. Der er en fælles liga for Tjekkiet og Slovakiet. Hun er flere gange kåret som bedste spiller i den tjekkoslovakiske liga, forklarer Peter Laigaard. Flere indkøb på vej Katarina Dubajova mestrer alle pladser i bagkæden, men hendes ønskeplads er venstre back. Aftalen med hende er blandt andet blevet en realitet takket være en ekstra indsats fra Erhvervsklubben i Frederikshavn Fox. - Vi har følere ude til andre forstærkninger af truppen. Der er 20-25 emner inde i billedet til de ledige pladser, og vi kunne måske godt bruge en ekstra bagspiller samt en keeper, siger Peter Laigaard, der fortsat mangler at gøre en eventuel forlængelse med målvogter Hanne Frandsen færdig til sæson 2005/2006.