Slovakisk slagkraft

Katarina Dubajova et omdrejningspunkt i Fox-lejren

FREDERIKSHAVN:Slovakisk råstyrke skal være med til at bære det nyoprykkede HåndboldLiga-hold fra Frederikshavn Fox igennem den første svære sæson efter vendelboernes tilbagevenden til den bedste række. 26-årige Katarina "Dudi" Dubajova er udpeget som omdrejningspunkt, og klubbens nye cheftræner, Anders Thomsen, er ikke i tvivl om, at der bliver mange spilleminutter både i forsvar og angreb til slovakken. - Hun har en anden spillestil end de danske spillere, og med et hårdt, stående skud og en rigtig god fysik bliver hun meget værdifuld for os. Desuden har hun allerede i de første træningspas vist, at hun er god i spillet kvinde-mod-kvinde, ligesom hun har et godt blik for spillet ikke mindst i forhold til stregspillerne, lyder meldingen fra Fox-træneren. - En ønskespiller I sidste sæson var han træner i ligaklubben Horsens HK, og her kunne han med egne øjne konstatere, hvordan Dubajova i to IHF Cup-kampe scorede henholdsvis 8 og 10 mål for sin slovakiske klub Slovan Dusla Sala. - Så hun er virkelig en ønskespiller for mig at have i truppen i Fox, hvor der var behov for at få tilført noget råstyrke i bagkæden, siger Anders Thomsen, der også råder over en anden slovak, Ingrid Hrckova, der har været i Frederikshavn i fire sæsoner. Hun har benyttet sommerpausen til en operation hjemme i Slovakiet, men Hrckova forventes allerede om en uge at kunne indgå i træningen med førsteholdstruppen, der er på 16 spillere. To slovakker Tilstedeværelsen af Hrckova i Fox har spillet meget ind i Katarina Dubajovas valg af Frederikshavn som nyt spillested. - Vi kender hinanden fra det slovakiske landshold, og nu ser jeg også frem til at spille på klubhold med Hrckova, siger den nye Fox-bagskytte, der efter et par gode sæsoner i den tyske Bundesliga senest har været med til at vinde det tjekkoslovakiske mesterskab. - Den danske liga er imidlertid verdens bedste, så jeg forventer at kunne udvikle mig som spiller i de kommende tre sæsoner i Fox. Og så bliver det spændende at prøve kræfter med flere af verdens bedste håndboldspillere. I europæiske turneringer har hun flere gange spillet mod danske topklubber som Viborg HK og Horsens HK og ved derfra, hvad der kræves. "Dudi" - som hun populært kaldes, har det fint med at være udråbt som profil i Fox. - Jeg håber at kunne hjælpe klubben til en god sæson i ligaen, og så ser jeg frem til om kort tid at komme på plads i egen lejlighed i Frederikshavn.