Slut med 10. klasser i Nibe, Hals og Sejlflod

Hvis budgetforslaget vedtages skal 10. klasseelever fra de tre små kommuner til Aalborg for at gå i skole

AALBORG:I fremtiden bliver der ikke nogen 10. klasser i Nibe, Hals og Sejlflod, hvis det nuværende budgetforslag vedtages. I stedet skal 10. klasse eleverne herfra tage turen til et af fem 10. klasse centre, der alle kommer til at lægge i den nuværende Aalborg Kommune. Det er en del af budgetforslaget. hvilket medlem af sammenlægningsudvalget Tommy Eggers (DF) gjorde opmærksom på i forbindelse med 1. behandlingen af budgettet. - Det betyder, at 10. klasseelever i Nibe, Hals og Kongerslev får over 20 kilometer til skole, og at vi får nogle voldsomme udgifter til bustransport af disse elever, sagde Tommy Eggers. Han gjorde opmærksom på, at der venter eleverne i 10. klasserne fra Nibe, Hals og Sejlflod en lang køretur. - Læg dertil, at nok er de unge mennesker glade for at komme til Aalborg, men at skulle køre 40 kilometer om dagen, 200 skoledage på et år, i alt 8000 kilometer i bus, er nok ikke lige det, der står øverst på de unges ønskeliste. Direktør på skole- og kulturforvaltningen, Erik Ravn, bekræfter, at lukningen af 10. klasserne i Nibe, Hals og Sejlflod kommuner er en del af budgetforslaget. Og hvis man ikke laver en særskilt beslutning, så er det de mindst 10. klassecentre nemlig på Farstrup Skole, Tofthøjskolen og Hals Skole, der skal lukke. Dermed skal eleverne tage turen til Aalborg, hvis de vil gå i 10. klasse. - De skal ud på en køretur, men der er jo regler for kørselsgodtgørelse, siger Erik Ravn. Lukningen af 10. klasserne i de små kommuner udløser en lille besparelse på 600.000 kr., da der også kommer flere udgifter til kørsel. De fem 10. klasse centre i Aalborg er placeret på Løvvangskolen, Seminarieskolen, Tornhøjskolen, Sofiendalskolen og Filstedvejensskole. Hvis forslaget vedtages træder ændringen i kraft 1. august 2007. Skole- og kulturrådmand Nils Bell (V) erkender, at eleverne i Nibe, Hals og Sejlflod kan komme ud på en køretur. - Det skal de også, hvis de går i gymnasiet, siger Nils Bell. Ifølge Nils Bell er der i Venstres ændringsforslag mulighed for at lave et 10. klassecenter de tre steder. Den kommende skole- og kulturrådmand Henrik Thomsen (SF) mener ikke, at det er lagt fast, hvor 10. klasse centrene skal ligge. - Jeg synes, man skal se på, hvad man har gjort de andre steder, måske kan man lære noget, det er jeg ikke i tvivl om, siger Henrik Thomsen.