Slut med arbejdsuge på syv dage

Niels Rasmussen stopper som ejer af Fjerritslev Kiosk efter 24 år

Mariann Stenholm
Niels Rasmussen takker af som ejer af Fjerritslev Kiosk. 1. oktober rykker René Jensen ind med sin vin- og grøntforretning. Der vil dog stadig være en kioskafdeling og åbningstid syv dage om ugen. foto: erik sahl
Fjerritslev 1. september 2006 06:00

FJERRITSLEV: Det er nærmest en institution i Fjerritslev, der forsvinder, når kioskejer Niels Rasmussen stopper 1. oktober efter 24 år som ejer af Fjerritslev Kiosk. Men beslutningen er taget, for nu skal der være tid til andre ting. - Jeg er 62 år og har haft syv dages arbejdsuge siden 1982. Man skal også stoppe mens man selv kan vælge, siger han om baggrunden for sin beslutning. Den er truffet i fællesskab med hustruen Ulla, som også har arbejdet i kiosken alle årene. - Det har været gode år, og vi har nydt kontakten med alle stamkunderne og dem der falder inden for for at spørge om vej til det ene og det andet, siger han. - Men vi har haft to gange otte dages ferie på 24 år, og nu må der gerne blive mere plads til familien og til at spille tennis og badminton. Jeg håber ikke, der bliver tid til at spille golf, tilføjer han. Fjerritslev Kiosk åbnede tilbage i 1950 i Vestergade med Kjeldsen Nielsen som ejer, og han havde den altså i 32 år, inden Niels Rasmussen tog over. Da den kommunale rutebilstation på krotorvet blev ledig ved renoveringen af bymidten, flyttede kiosken dertil Oprindeligt er Niels Rasmussen udært tømrer og arbejdede som sådan i 17 år. Han har ingen planer om at genoptage håndværket. - Ikke andet end som hjælp til børnene, men jeg kunne godt forestille mig at arbejde et par timer om dagen med at køre varer eller lignende, siger han. - Det er det rigtigt tidspunkt at stoppe, og nu var der også en mulighed for at overlade tøjlerne til en lokal mand, nemlig René Jensen, som jeg kender godt i forvejen, forklarer Niels Rasmussen. - Jeg glæder mig også til at vi kan sige ja til familiefester. Vi har sagt nej til mange runde fødselsdage, bryllupper og begravelser, fordi vi havde kiosken. Det er slut nu.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...