EMNER

Slut med at bede guderne om godt vejr

Toppen af præstegården i Vrå har nærmest været belejret af håndværkere i perioder, men nu er arbejdet færdigt.

Præstegården i Vrå har fået nyt tag. 1,5 millioner kroner har renoveringen kostet - nu ser menighedsrådet frem til 2010, hvor Vrå Kirke skal have en tur indvendig.Foto: Bent Bach

Præstegården i Vrå har fået nyt tag. 1,5 millioner kroner har renoveringen kostet - nu ser menighedsrådet frem til 2010, hvor Vrå Kirke skal have en tur indvendig.Foto: Bent Bach

Ole Holm, der er præst for både Em og Vrå sogne, har fået nyt tag på sin præstegård, og alt i alt løber projektet op i cirka 1,5 millioner kroner, oplyser formanden for Vrå Menighedsråd, Ejner Toft. - Overvejelserne er gået på, om vi skulle kaste os ud i en renovering eller - som nogle i menighedsrådene foreslog - lade præstegården stå i nogle år, og så fjerne den og simpelthen bygge en ny, siger Ejner Toft. Mere end 100 år Den drastiske løsning med en helt ny præstegård blev dog frafaldet - også fordi provsten påpegede, at det er svært at få lov til at jævne en præstegård, der har mere end 100 år på bagen, med jorden. - Vi blev nødt til at få sat gang i arbejdet, for ellers var vi bange for, at der ville opstå råd - og så ville det blive endnu dyrere. Det viste sig heldigvis, at træværket var i forbavsende god stand, siger formanden for menighedsrådet. Foruden taget på præsteboligen er noget af murværket også blevet efterset, ligesom der er kommet nyt tag på garagen. - Vi er godt tilfredse med resultatet, og det ser godt ud, siger Ejner Toft. Komfort i kirken Nu ser han og resten af menighedsrådet frem til, at Vrå Kirke formentlig i 2010 skal have en ordentlig omgang indvendig. - Det skulle være rimeligt sikkert, at der sættes gang i et projekt i kirkerummet. Der skal blandt andet lægges nyt gulv og skiftes varmeanlæg, siger Ejner Toft. Projektet indebærer også, at der bliver mere plads til benene, så det bliver en smule mere komfortabelt at tage plads på kirkebænken.