EMNER

Slut med at ryge og rejse

På søndag sker der to vigtige ting for DSB. Den ene er, at den nye køreplan træder i kraft, mens den anden - og langt vigtigere - er, at det denne dag er definitivt slut med at ryge i togene.

Danskerne har været vant til at måtte ryge i togene, men de senere år er der sket indskrænkninger. F.eks. blev der sidste år skåret ned på antallet af rygepladser, ligesom en pladsbillet kom til at koste ekstra for rygerne - fordi de sviner mere end andre rejsende. DSB skal have tak for den nye og konsekvente linie. Selvom rygerne vil hævde, at de ikke generer andre end sig selv og hinanden, så er det ikke helt sandt. Der er DSB-ansatte, som skal arbejde i rygerafdelingerne - både under rejsen, men også med rengøringen bagefter. Og hvad enten rygerne kan lide at høre det eller ej, så er rygning særdeles usundt.