Slut med at være flink

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

På sit nye album er Erann gået tilbage til rødderne rent musikalsk. Foto: Carsten Snejbjerg/Polfoto

Afskallet maling på den hvide husmur. Malerbøtter hulter til bulter på et træbord. Kaos. Alligevel skinner solen, og Erann tager imod med store armbevægelser, smil og et veltrænet snakketøj. Han viser det hjemmebyggede studie frem, som udgør hjertet i den solrige have, hvor morgenduggen så småt er ved at lette. Haven er fuld af kroge, og Erann går forrest iført cowboybukser, grøn t-shirt og bare tæer. - Shhh, hvisker han, da vi når den overdækkede hyggekrog. Her står en barnevogn gemt bag bladene, der hænger ned fra taget som et tæppe. Vi bevæger os lydløst tilbage til studiet, hvor han har indspillet sin nye plade. Eranns forældre indvandrede til Danmark fra Yemen i 1967, og det samme år kom Erann til verden. Han voksede op i Danmark, bortset fra tre år på en jødisk klosterskole i Israel, hvor han gik fra han var 12 til han blev 15 år. Som voksen blev han landskendt i bandet Zapp Zapp og senere for at være den ene halvdel af duoen Drori-Hansen Furniture. Siden den første soloplade i 2000 er det gået stærkt, og det hele kulminerede, da han blev hyret til at skrive en kærlighedssang til Kronprinseparret, som en del af folkegaven i anledning af deres bryllup. Det er to år siden. I mellemtiden har Erann mistet sin lillebror Youval, der døde pludseligt af en hjerneblødning som 27-årig. Det ændrede alt. Den nye plade, der slet og ret hedder “Erann”, afspejler tabet og sorgen, men også taknemmeligheden over at have fundet kærligheden og fået tre børn. Erann vil sidde i solen, så havestolene bliver placeret midt på græsset på den mest solrige plet. Han sætter sig til rette, men ender alligevel med at sidde helt fremme på stolen. Der er meget at fortælle. Mange ting har ændret sig for Erann siden hans bror døde. Hans stemme bliver lavere, da snakken drejer ind på emnet. Hvis Youval bad ham om det ville han stå nøgen på scenen i morgen. Han er blevet mere ligeglad. Den nye plade bærer også præg af et mere enkelt og rent udtryk, og ifølge Erann hænger det sammen med hans behov for at komme tilbage til rødderne. Tilbage til det naturlige. Hvem ville sige nej? Har din brors død sat dit liv i et andet perspektiv? - Ja, nu sorterer jeg helt vildt. Og jeg er ikke bange for at sige, hvis der er noget, jeg ikke gider. Nu er det slut med at være flink, slut med flødeskumskager, slut med en alt for poleret plade, som er fuldstændig ligegyldig, siger Erann. Helt i tidens ånd har Erann arbejdet sammen med Pharfar fra Bikstok Røgsystem, som er medproducent på pladen. Også den danske dancehall-dronning Natajsa, optræder som gæsterapper på et enkelt nummer. Højdepunktet i Erann’s karriere indtil videre var, da han fik tilbuddet om at skrive sangen til Kronprinseparret i anledning af deres bryllup. Hans ja var dog ikke uden konsekvenser. Erann beskriver det selv som “der blev kastet flødeskumskager efter mig”. Og han har en klar opfattelse af, hvorfor den slags opstår. - Der var helt klart en jalousi fra nogle folk i branchen. Men hvis der ikke var nogen, der havde ondt i røven over det, så ville det jo være fordi, at det var ligegyldigt, siger Erann. Samtidig er han også glad og stolt over, at han fik æren at skrive sangen, og han brugte meget tid og energi på at finde frem til det perfekte nummer. - Hvem ville sige nej, hvis de blev tilbudt at hilse på Mary og Frederik? Jeg syntes, at det var en skæg opgave, og for mig var det musikken, der var i højsædet, siger Erann. Selvom Erann er blevet mere ligeglad med hvad folk mener om ham, er han samtidig nået til en erkendelse af, hvordan han kan blive opfattet. - Jeg ved da godt, at nogle folk ser mig, som den her evigt glade person, der ikke kan banke i bordet. Og det er ikke altid positivt at blive stemplet som glad, det er der nogen der forbinder med, at man er uintelligent, siger Erann, imens han parodierer en meget glad og ivrig person. Væk med popskrækken Allerede dengang Erann gik solo i 2000 bestemte han sig for at gøre op med det, som han kalder for “popskrækken”. Hvad mener du med popskræk? - Jeg mener, at der er mange musikere og kunstnere, der er pissehamrende dygtige, men de tør ikke være 100 % sig selv, fordi de er bange for at blive stemplet som poppede. Selv har Erann altid haft et meget bredt publikum, der tæller alle fra teenagepigen til hendes mormor. Og han mener ikke, at det betyder så meget, om han nogle gange lyder som Prince eller Bob Marley, har lavet cover-numre af sine yndlingssange, eller at hans tekster handler om følelser. - De ting jeg har oplevet, og som jeg syntes er rigtige, dem skriver jeg om. Og det er ikke kun til andre, det er også til mig selv, min kone og mine børn. Jeg har været ortodoks en gang, og der er det gud, som er facitlisten. Men man kan også sige, at facitlisten er guddommelig, og hvad er guddommeligt? Det er det sgu da, når man bliver forelsket i hinanden. Hvorfor må vi ikke tale om det ypperste? Det er da mere interessant end at fortælle om, hvor mange knive jeg har, eller hvornår jeg sidst har brækket mig, siger Erann. Lige unaturligt nok Erann byggede sammen med en håndværker sit hjemmestudie op fra bunden, og det fik navnet Studio Wally efter lillebrorens kælenavn. Her fandt han roen i det enkle fysiske arbejde. En mursten bliver sat oven på en anden. Processen gav ham lysten til at lave musik tilbage. Han viser rundt i studiet, der indeholder en stor mixer-pult til højre for døren, to guitarer på en stol og en mikrofon på stativ. Her er småt. En dør udskåret i mørkt træ pryder den ene endevæg og udover den ene side af den hænger ledninger hulter til bulter, som slanger med den ørkenfarvede væg som baggrund. Hvorfor havde du behov for at lave din plade herhjemme? - Efter at jeg mistede min bror havde jeg behov for at lave noget andet. Jeg gik helt i stå. Jeg havde simpelthen bare brug for at være hjemme. Grunden til at Erann ikke kom ud med et album tidligere er, at han ikke ville lave en plade lige ovenpå tabet af sin bror. Den ville bære for meget præg af de sorte tanker, og sådan ville han ikke mindes Youval. - Jeg prøvede at skrive en sang til min bror, men jeg kunne ikke. Jeg brød simpelthen sammen hele tiden. Derfor har jeg valgt at dedikere sangen “Alone Again (Naturally)”, der er skrevet af Gilbert O’Sullivan, til min bror. Først efter hans død forstod jeg rigtig teksten. Men i modsætning til i sangen var min brors død lige unaturlig nok, fortæller Erann. Jeg kan leve uden dig Som altid er der flere numre på Eranns album, der handler om kærlighed, passion og sex. Men der er endnu et nummer, der skiller sig ud. Det hedder “I Can Live Without You”. Hvad handler “I Can Live Without You” om? - Da jeg havde oplevet et dødsfald så tæt på, var jeg bare træt af at høre folk sige, at de ikke kunne leve uden hinanden. Og det er ikke en hentydning til, at jeg kan leve uden ham, men det er en hentydning til at vi mennesker er så heldige, at vi kan overleve noget. Jeg er jo nødt til at leve videre, fordi jeg har nogle andre at leve for. Hvis ikke jeg havde det, jamen så kunne jeg godt gå op i et tårn og springe ud, men det ville jo være den største straf at give andre og mig selv. Men sangen rummer også en anden dimension, nemlig det at forlade eller at blive forladt af en kæreste. Erann mener, at alle ville drage fordel af en gang imellem at se tingene i et større perspektiv. - At finde den rigtige kæreste er bare en lille ting, hvis man sammenligner det med at miste sin bror, og derefter skulle prøve at komme videre i sit liv. Det er bare langt langt sværere, især hvis du ikke har nået at sige farvel, siger Erann. Han rejser sig fra havestolen for at hilse på fotografen, der er ankommet i mellemtiden. De går tilbage til studiet, hvor der skal tages billeder. Erann er stadig den glade pop-dreng med et glimt i øjet, men han ved hvad han vil og ikke vil, og han vil ikke stilles for meget op på billederne, for som han siger. - Det skal være naturligt.