Slut med bekymringer !

Fødevarer 1. december 2004 05:00

Af Aage Mikkelsen, Vester Allé 95, Hjørring: KØLEMAD: I NORDJYSKE Stiftstidende 24. november giver Kirsten Holst trøst til den bekymrede del af ældreborgerne. Centralkøkkenet bliver udstyret med en ny maskine, der kun koster 700.000 kr. - ganske vist skal der laves en tilbygning, for at få plads til nyerhvervelsen. Prisen kender jeg ikke. Den nye maskine kan vacumpakke så sikkert, at de fleste bakterier væksthæmmes - hvilke bakterier den ikke kan klare, fremgår ikke af Kirsten Holsts udtalelse. Skulle uheldet være ude, så en pakke bliver beskadiget eller fejlagtigt åbnet, kan man tage det roligt: Maden kan holde sig i 72 timer, så det bliver kun 96 timer om ugen, man risikerer at spise fordærvet mad. Jeg er ked at at høre, at I får så travlt, at I må udskyde tidspunktet for afvikling af ferien. Det er vel en ringe trøst, at der er stor sandsynlighed for, at jeres kolleger på Vesterlund får - endda meget god tid til at slappe af. Når 20 ud af 21 byrådsmedlemmer ikke finder anledning til at høre efter nødråbet fra en anseelig del af byens ældre, skal det så tolkes som, - den del af befolkningens meninger er uden betydning ? Hvis det forholder sig sådan, ville det være mere klædeligt, om I er ærlige og følger Lotte Noer fra Venstres Ungdom, der vil tage valgretten fra os. Godt nok mener jeg ikke, der er tale om krævementalitet, når jeg modtager den folkepension, jeg har indbetalt til hele livet. Jeg har heller ikke samvittighedskvaler, når jeg forventer at få daglig frisklavet mad, som jeg naturligvis betaler for. Er prisen ikke rigtig må I lave regnestykket om. P.S. Nordjyske Stifttidende 27. november: Helmuth Zickert henviser til, at byrådet samt 200 andre har smagt og godkendt maden. Jeg var til stede og spiste med ved prøvesmagning i Vesterlunds cafeteria. I modsætning til Zickert hørte jeg adskillige kritiske røster. Maden var da bestemt spiselig, men når en øvrighedsperson stiller spørgsmål, vil mange ældre være autoritetstro og give det svar, der forventes. Men hvis Zickert vil spørge, hvilken madordning de ældre helst vil have, vil han med garanti få det klare svar, at de helst vil have daglig frisklavet mad.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...