Slut med de tunge kirkebøger

BRØNDERSLEV:Nu er det slut med de store, tunge kirkebøger, næsten da. Som de første sogne i Brønderslev Kommune, gik Brønderslev og Serritslev Sogne i går over til elektronisk kirkebogsføring. Foreløbig er der kun én skærm, på kordegn Henrik Kristofferens kontor, men der er bestilt én til kordegnemedhjælper Lisbeth Graven, ligesom de tre præster i byen får hver en skærm. Provst Ole Skovgaard Sørensen, Serritslev, er i sin egenskab af provst koblet på systemet. Henrik Kristoffersen præsenterede i går systemet for menighedsrådsmedlemmer, de ansatte ved kirken, præster og andre interesserede. Han sagde, at det vil lette arbejdet betydeligt. For borgerne betyder det også meget. - Man kan straks få udskrevet en dåbsattest eller en vielsesattest. Man skal ikke længere tilbage til det sogn, man er født i, fortæller Henrik Kristoffersen. Han understreger, at der kun findes oplysninger fra 1969 til i dag - der er verificeret. - Hvis man er født eller gift før 1969 og søger oplysninger om sig selv, skal man fortsat have fat i et kirkekontor eller en præst. Men det er planen, at der skal ske en registrering af personer tilbage fra 1960 til i dag. For de personer, der ikke er verificeret, skal kirkekontoret stadig i kontakt med det sogn, hvor en person er født. Henrik Kristoffersen fortalte om systemets mange fortræffeligheder. Hvis man for eksempel skal udarbejde en liste over alle konfirmander, kan det gøres på få sekunder. - I dag skal man ved hver enkelt konfirmand skrive "Brønderslev" fem gange, og når der er 125 konfirmander, er det noget, der tager tid, bemærker Lisbeth Graven. Kirkekontoret indskriver alle, der fødes og navngives i Brønderslev og Serritslev Sogne. Altså også dem, der ikke er medlemmer af folkekirken. I Brønderslev Provsti er der kun Løkken og Ingstrup, der har fået elektronisk kirkebogsføring. - Det er planen, at alle landets 2200 sogne skal have inden 1. januar 2004, fortæller menighedsrådsformand Else Hansen. Provst Ole Skovgaard Sørensen fortæller, at omkring tre fjerdedele af sognene er koblet på systemet.