Slut med dioxinmålinger

KØBENHAVN:På grund af pengemangel lukker myndighederne i år et måleprogram, der viser, hvor meget Danmark forurenes med dioxin fra luften. Måleprogrammet blev indledt i 2001 efter den belgiske dioxinskandale, hvor det ekstremt giftige stof blev konstateret i foder. Målingerne af det luftbårne dioxinnedfald indgår i den danske dioxinhandlingsplan. En ny redegørelse understreger ellers vigtigheden af at gennemføre målingerne over en længere årrække. "Det er vigtigt, at målingerne strækker sig over en årrække for at opfange variationer i årstider, klima og emissioner", står der i redegørelsen fra forbrugerminister Lars Barfoed (K), fødevareminister Hans Christian Schmidt (V) og miljøminister Connie Hedegaard (K). /ritzau/