Slut med fast politi på Christiania

København, mandag /ritzau/ Politiets patruljering på Christiania skal gøres mindre synlig, og fra tirsdag stopper ordensmagtens faste tilstedeværelse. Tirsdag kan christianitterne vågne op til en fristad uden blå uniformer, for den faste tilstedeværelse af politiet vil blive reduceret til enkelte patruljeringer dagligt. Det blev besluttet på et møde mellem chefpolitiinspektør Kai Vittrup og christianitterne mandag. - Vi drøftede blandt andet klager over politiets adfærd derude - som de ikke synes er særlig hensigtsmæssig - og konklusionen blev, at vi drosler den synlige tilstedeværelse ned. Vi synes udviklingen derude har vist sig rimelig positiv, og nu prøver vi at gå et skridt længere ved ikke at være der permanent, men bare komme nogle gange om dagen, siger Kai Vittrup. Politiet vil derimod øge indsatsen med at fjerne hashrygning fra restauranterne og værtshusene på Christiania i samarbejde med restauratørerne. Selv om chefpolitiinspektøren ikke tror på, at hashrygningen kan fjernes 100 procent, tror han dog ikke, at det bliver nødvendigt at lukke beværtningerne. - Vi vil forsøge ikke at gå i for små sko derude. Men vi må væbne os med tålmodighed, og det afgørende for mig - og sikkert også for christianitterne - er, at vi har kunnet afgøre det her uden de store sammenstød, siger Kai Vittrup. Christianitterne var mødt talstærkt op til mødet. Men selv om reduktionen af ordensmagten blev modtaget positivt, var glæden over fremtidige hashfri værtshuse dog begrænset, udtalte Peter Plett fra Christianias kontaktgruppe efter mødet. - Det er et diktat, som vi ikke synes er godt. Men som vi er nødt til at acceptere, selv om vi synes det er urimeligt, for vi vil jo nødigt miste vores steder. De vil køre hårdt på værtshusene, men det kan være svært at forandre en café, som har været baseret på rygning, mener Peter Plett. Et hashforbud på beværtningerne vil dog ikke gøre det af med hashen på Christiania, mener han. - Så må vi jo finde andre steder, de kan ryge, for folk holder jo ikke bare op med at ryge. Vi må lave nogle zoner, hvor politiet ikke skal kontrollere, siger Peter Plett, der undrer sig over de store ressourcer, der bliver brugt på at bekæmpe hash i fristaden i forhold til omfanget af kokain på diskotekerne. Parterne mødes igen om en måned til et nyt møde om situationen på Christiania. /ritzau/