EMNER

Slut med fiskeriet på Jægerumgård

Nu skal tiden bruges på familien og samværet i stedet

JÆGERUM:Et kapitel er slut. Jægerumgård Fiskepark lukker 30. september, og dermed er syv års fiskeeventyr definitivt overstået for familien Friedrichsen. Og det er også på tide, mener Malene Friedrichsen, der sammen med sin mand har passet og plejet søen og dens mange fisk gennem alle syv år. - Det er nu ikke fordi, vi har tabt penge på søen, men med fire små børn og en udearbejdende mand har opgaven simpelthen været for stor for mig. Så jeg foreslog min mand (Jes Friedrichsen), at vi lukkede parken i år, forklarer hun. Parken har dermed fået lov til at eksistere lidt længere end oprindeligt planlagt. - Det var meningen, at vi ville give den fem år, men selv om der gik syv, er vi begge to enige om at stoppe nu, mens legen er god. Nu da Malene Friedrichsen ikke længere har søens gæster at tage hensyn til, vil hun til at bruge udearealerne på en anderledes måde. - Nu vil vi nyde søen, og jeg glæder mig til at kunne tage børnene ned til søen i weekenderne og lege, uden at skulle tænke på gæsterne, siger hun. Selv om Malene har besluttet at lukke fiskeparken, har hun endnu ikke noget fast arbejde i baghånden. - Jeg har jo fået fire børn, fordi jeg elsker at have med dem at gøre, så jeg kan godt tænke mig at blive dagplejer. På den måde kan jeg gå herhjemme sammen med børnene. Hvis hun får arbejde som dagplejer, udelukker hun ikke, at fiskeparken åbner igen. - Det er ikke noget, vi vil annoncere med, men hvis der dukker en op, der gerne vil forpagte søen, vil vi da tænke over det, forklarer hun og skynder sig at tilføje, at det altså ikke er noget hun har gjort sig mange tanker om. Et spændende kapitel er altså overstået for familien Friedrichsen, men bogen er så absolut ikke skrevet endnu.