Slut med flyrejser til en krone

{ BRUXELLES/STRASBOURG: Det skal være slut med flyrejser til en krone. I hvert fald hvis udbyderen ikke også fortæller om de skatter og afgifter, som automatisk lægges på. Det er en af udløberne på den betænkning, som et flertal i EU-Parlamentet godkendte onsdag. Formålet er at få fælles og enkle spilleregler i luftfarten, siger EU-parlamentariker Anne E. Jensen (V). - Jeg er især glad for, at flypriserne fremover bliver lettere at gennemskue. Slagtilbud på rejser til en krone, der så koster flere hundrede kroner, når skatter, afgifter og gebyrer indregnes, er ikke saglig markedsføring, siger hun./ritzau/