EMNER

Slut med levende lys i stolerækkerne i gammel kirke

Forbud mod stearinlys i stolerækkerne efter at kirkegænger brændte hul i både frakke og jakke

BRØNDERSLEV:Det er slut med levende lys i stolerækkerne i Brønderslev Gamle Kirke. Før jul fik en kirkegænger brændt hul i både frakke og jakkesæt, da han blev skubbet af én af de seks personer, der bar en kiste i forbindelse med en begravelse. Den uheldige kirkegænger har rettet henvendelse til Brønderslev Menighedsråd, men menighedsrådet har ikke en forsikring, der dækker. Det skal i givet fald være mandens egen forsikring eller skadevolderens forsikring.Brønderslev Menighedsråd har besluttet, at det skal være slut med levende lys i den gamle kirke. Kirkeudvalget har kigget på sagen, og har undersøgt forskellige muligheder. Der er mulighed for at købe glas, der kan sættes over de levende lys, men prisen varierer fra 319 kr. til 549 kr. - Og det giver kirketjeneren ekstra arbejde at vaske disse glas af, da de sodes til, siger formand for kirkeudvalget, Birthe Volden. Så et flertal i menighedsrådet bakkede op om kirkeudvalgets idé med at forbyde levende lys - i stolerækkerne. 13 stemte for, mens sognepræst Jens Fjendbo Jensen som den eneste stemte imod. Fire undlod at stemme. I den gamle kirke er der også levende lys i lysekronerne, men de bibeholdes. Kirkeudvalget har også undersøgt sagen i Brønderslev Kirke, men ifølge kirketjener Karsten Nielsen er det ikke noget problem med levende lys. Kun juleaften opleves det som et problem. Han er ikke glad for levende lys denne aften, hvor kirken er fyldt.