Slut med lugtgener

Kommunen stiller en stribe krav til ejerne af biogasanlæg

Nu skulle forholdene være rettet op på biogasanlægget. Arkivfoto: Henrik Louis

Nu skulle forholdene være rettet op på biogasanlægget. Arkivfoto: Henrik Louis

BRØNDERSLEV:Nu skulle problemerne med lugt fra biogasanlægget Krogenskær på Vildmosevej i Brønderslev være løst.

- Denne gang tror vi på det, siger formand for miljø- og teknikudvalget, Mikael Klitgaard (V).

Udvalget har haft møde med ejerne, Per Pedersen og Jan Ulrich.

- Der er sket en fejl, men det er der nu rettet op på, siger han.

Mikael Klitgaard siger, at ejerne af anlægget også kun kan være interesseret i, at problemerne løses, da det skete koster meget dyrt.

Brønderslev Kommune har krævet, at et uvildigt firma skulle tjekke anlægget. Det er rådgivningsfirmaet GasCon, der har påtaget sig den opgave.

GasCon har i besigtigelsesrapporten påpeget en række tiltag, og ejerne har lovet at leve op til de stillede krav.

GasCon har specialkompetance på specielt biogasområdet.

GasCon er kommet med flere forslag. Blandt andet skal driftslederen sørge for, at anlægget fremtræder rent og ryddeligt, og at spild omgående opsamles.

Ved gennemgangen blev det konstateret, at anlægget er dårligt rengjort med gyllespild mange steder. Således trænger anlægget til en grundig hovedrengøring. Rengøringen vanskeliggøres i øvrigt af, at kørearealer og aflæssepladser ikke er befæstede. Endvidere skal driftslederen påse, at reparationer og vedligehold udføres med maksimal hensyntagen for at minimere lugtgenerne.

Der bør desuden etableres et meldesystem, så der sendes en sms omkring driftsforstyrrelser og vedligehold ud til interessenter om, at der kan ske lugtgener.

Gyllefiber bør ikke modtages i højere tempo, end at der kan læsses direkte fra container til tank. Dermed reduceres lugt til én gang pr. læs, og lugtgener fra oplag undgås.

Der bør etableres et registreringsprogram, der fortæller om omfanget af lugtgenerne.

Endelig skal der ske tætning af påslag for modtagetank og fibermodtagelse indenfor en rimelig frist.

GasCon har den opfattelse, at et vedligeholdt biogasanlæg ikke skal lugte under daglig drift.

Brønderslev Kommunes miljø- og teknikudvalg slår fast, at ejerne skal opfylde de krav, der stilles af GasCon.

Mikael Klitgaard fortæller, at der var problemer ved juletid, da der blev fyldt blod i anlægget fra slagteriaffald.

- Blodet har slået bakteriefloraen ihjel. Når der er for mange proteiner, standses gæringsprocessen i gyllen, og dermed også gasproduktionen.

- Gyllen skal næsten passes og plejes som en lille gris, siger Mikael Klitgaard.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.