Slut med p-kontrol fra nytår

Fra årsskiftet er det slut med parkeringsvagter i gaderne i Brønderslev Kommune.

Slut med p-vagter i Brønderslev Kommune. Arkivfoto

Slut med p-vagter i Brønderslev Kommune. Arkivfoto

Trods advarsler om, at der vil blive wild west-tilstande på parkeringsområdet, var der onsdag aften i Brønderslev Byråd ikke stemning for at forlænge den flerårige aftale med Parkeringskontrol Nord i Aalborg i et halvt år. 9 stemte for og 14 imod, og der blev stemt på tværs af partierne. Der lægges nu op til, at der skal forhandles med Hjørring Kommune om en fælles ordning. Det står klart, at det skal være mindre emsige parkeringsvagter i forhold til i dag. Men der bliver i hvert fald nogle måneder uden parkeringskontrol. Det sker formand for miljø- og teknikudvalget, Mikael Klitgaard (V) ikke de store problemer i. Arne M. Jensen (S) talte for en forlængelse på et halvt år. Jens Arne Hedegaard (V) frygter for, at der kommer til at herske lovløshed omkring parkeringen. -Det oplevede vi, da der blev fri parkering på Kvicklys p-plads midt i Brønderslev. På to dage var den ”sandet” til. Jens Arne Hedegaard frygter, at det vil koste forretninger livet, hvis parkeringskontrollen stopper. Mikael Klitgaard lovede, at hans udvalg vil handle hurtigt omkring en alternativ løsning. Det står klart, at der først skal uddannes kommunale medarbejdere til at foretage p-kontrollen, hvis Brønderslev og Hjørring får deres egne p-vagter. Jens Arne Hedegaard undrede sig over, at der ikke er fundet en løsning, når der har været to år til det.