Slut med rent badeværelse

Aalborg Kommune har skåret i 96 årige Ejvind Nielsens hjemmehjælp.

Lise Stenbro
96 årige Ejvind Nielsen er træt af, at han ikke længere kan få gjort rent på sit badeværelse. Foto: Henrik Bo
Socialforsorg 3. december 2011 08:30

96 årige Ejvind Nielsen fra Tjørnevej i Hasseris er træt af, at Aalborg Kommune har skåret i den hjemmehjælp, han plejer at få. For det betyder blandt andet, at han ikke længere kan få gjort rent på sit badeværelse. - Selvom jeg er 96, går jeg altså stadig bad hver dag. Så det betyder meget for mig, at der er rent og hygiejnisk, forklarer han. Ejvind Nielsen har blandt andet klaget sin nød til ældre- og handicaprådmand Tina French Nielsen (V). I slutningen af september fik han nemlig besøg af en visitator fra Aalborg Kommune, som endte med at skære en halv time af de to timers rengøring, han hidtil har fået hver fjortende dag. Ændringen begrundes blandt andet med, at hans "nuværende funktions-niveau" er så godt, som det er. Men ifølge Ejvind Nielsen, er han hverken blevet raskere eller yngre, siden han første gang fik bevilliget hjælp til rengøringen af det tre etager store hus. - Jeg er godt nok så rask, at jeg stadig har mit kørekort, og jeg vasker også selv mit tøj. Men jeg har stadig dårlig ryg, så det er svært for mig at lave noget mere praktisk, forklarer han. Efter mødet med rådmanden blev bolden spillet videre til forvaltningens myndighedschef, Ove Jensen, og ham har Ejvind Nielsen svært ved at få i tale. - Han afviser at mødes med os, så vi kan fremlægge vores synspunkter, og det gør mig altså lidt gal. For selvom jeg har fået fire uger til at klage skriftligt, foretrækker jeg at mødes, så vi kan tage fornuftig snak, forklarer Ejvind. Han foreslår f.eks. en løsning, hvor der bliver gjort rent lidt sjældnere men i længere tid af gangen. For det er et stort hus, og selvom han ikke forlanger, at alt skal skinne fra top til tå, er halvanden time hver fjortende dag for lidt. - Det er ikke fordi, det ikke fungerer i dagligdagen. Og i princippet kunne jeg sikkert også købe mig til mere hjælp. Men jeg bryder mig ikke om den måde, det hele er foregået på. Og derfor synes jeg også, at myndighedschefen burde give mig en chance for at forklare mig, påpeger han. Ifølge ældre- og handicaprådmand Tina French Nielsen skal alle, der modtager hjemmehjælp revisiteres med jævne mellemrum. Det sker blandt andet for at sikre, at kommunen til enhver tid bruger sine ressourcer rigtigt - både i forhold til summen af borgere og den sum, der i det hele taget er til råde. I Aalborg Kommune revisiteres der i øjeblikket hvert andet år. Men det kan også ske tiere, hvis modtageren af hjælpen er blevet dårligere eller friskere. Og den slags opdager kommunen blandt andet ved hjælp af henvendelser fra de ældre selv eller de hjemmehjælpere, der besøger dem. - Så nogle gange vil man opleve at få mindre hjælp, og nogle gange får man mere. Det kommer an på, hvordan man har det, og hvor meget man kan klare selv, forklarer Tina French Nielsen. Hun oplyser, at kommunens visitator ikke behøver hjælp fra fysioterapeuter eller andre for at vurdere behovet for hjemmehjælp. Det er de nemlig uddannet til at klare selv, og derfor har mange af dem også en sundhedsfaglig uddannelse som fysioterapeut, ergoterapeut eller lignende i bagagen. - Derfor kan jeg heller ikke sige ret meget andet til det her end, at der er de ressourcer, der nu engang er. Men jeg forstår da godt, hvis det ikke altid er helt let at forstå, siger hun.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...