Slut med rumlende mave i svømmehal

Anne Grønning står i spidsen for Svømmelands nye cafe med et sundt menukort

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Anne Grønning ved den skinnende rene friturekoger. Den har nemlig slet ikke været i brug og kommer det heller ikke.

NØRRESUNDBY:Svømmeland i Nørresundby har været storleverandør af sultne badegæster med rumlende maver til McDonald¿s og fastfood-restauranter i området. Men nu er det slut. Svømmeland har nemlig åbnet en café midt inde i svømmehallen, men menukortet minder ikke meget om en fastfood-restaurant. Det er udpræget sundt og grønt. Køkkenet blev leveret med en skinnende ny friturekoger, men den blev afbestilt igen, da Anne Grønning blev ansat som leder af cafeen. Hun er svoren tilhænger af sunde madvaner, og trods en vis skepsis hos ledelsen, er der lykkedes hende at vige uden om den traditionelle cafeteriamad med tomme kalorier på menuen. Gæsterne kan i stedet købe frisksmurte sandwiches med laks, falafel, græske frikadeller og andre spændende ingredienser. Menukortet omfatter og-så salater og sunde snacks i form af frugt og grønt. - Jeg er ikke fanatiker, men jeg vil gerne have, at folk får flere valgmuligheder for spændende og anderledes mad, siger 44-årige Anne Grønning, der i hele sit 20-årige virke som kantineleder har kæmpet for den sunde og mere grønne linje. Hun kommer fra en stilling som leder af fem kantiner i Hjørring Kommune og har tidligere været leder af personalekantinerne på Coops lager i Skalborg og på Aalborg Teater. - Jeg kan godt lide selv at lave spændende og utraditionel mad, og en helt almindelig pølse er altså ikke den helt store smagsoplevelse, bemærker Anne, som ikke i lighed med de tidligere arbejdspladser har en fast kundekreds af personale. I Svømmeland skal gæsterne lokkes op i cafeen fra vandet. Cafeen svæver på en platform under loftet i svømmehallen, og udover det sunde menukort, kan cafeen også lokke med udsyn til aktiviteterne i vandet. En detalje som nok tiltaler mange forældre, der ikke har lyst til at bade så længe som børnene. Og der er ingen krav om at skifte til tørt tøj. Badegæsterne kan gå direkte fra bassinet og op i cafeen via trapper. Fedtfattige pølser Selv om cafeens image er det sunde og grønne, er der også noget af det mindre ernæringsrigtige. For eksempel fylder to store slush-ice maskiner godt på disken og fanger gæsternes blik med is i stærke blå og røde farver. Man kan også godt købe sig en indbagt pølse, men pølsen er fedtreduceret og brødet er friskbagt. Som et sundere alternativ til de lyse sandwichboller kan gæsterne vælge nybagt rugbrød.