Slut med speedway i Parken

Det bliver det sidste speedway grandprix, der lørdag køres i Parken. Omkostningerne er for store.

Når der lørdag bliver kørt VM-grandprix i speedway i Parken, bliver grandprixet det sidste i København.

Det skriver BSI Speedway, der har rettighederne til grandprix-serien, i en pressemeddelelse.

Selvom begivenheden, som debuterede i København i 2003, er et af hovedstadens store begivenheder, er årsagen til stoppet, at tilskuertallet ikke når op på et niveau, hvor det er muligt at dække omkostningerne til arrangementet.

- København har en helt speciel plads i vores hjerter, og vi har nydt at bringe verdensmesterskaberne ind i centrum af sådan en fantastisk by, siger BSI Speedways administrerende direktør, Paul Bellamy.

- Omkostningsniveauet er simpelthen blevet for højt nu, og vi kan ikke opretholde de store udgifter fremadrettet, siger direktøren.

Parken har hvert år siden 2003 lagt bane til speedway-VM.

Fire danskere deltager i lørdagens grandprix. Det er Nicki Pedersen, Niels-Kristian Iversen, Kenneth Bjerre, og Peter Kildemand. Sidstnævnte har fået wildcard til den danske VM-afdeling.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.