Slut med store raketter til nytår

Salget af fyrværkeri er netop gået i gang, men der er ingen store raketter i butikkerne. De er ulovlige

Naturvidenskab 2. december 2007 05:00

KØBENHAVN: Du bliver slemt skuffet, hvis du går på jagt efter store raketter til nytårsaften. Salget af fyrværkeri begyndte officielt i denne weekend, men nye, skærpede regler gør udvalget noget fesent, forklarer Michael Gram Larsen, formand for Fyrværkeribrancheforeningen. - Hvis der er nogen, der sælger raketter, der ser store ud, så skal forbrugeren lige tænke sig om. Det er blot pap og cerutter, man sender op i luften. Ikke en flot effekt. Vægten af stort æg Sidste år måtte forhandlerne sælge store raketter med op til 400 gram nettoeksplosiv. Men af sikkerhedsmæssige årsager er maksimum af eksplosivstof begrænset til 75 gram i denne sæson. Altså vægten af et stort æg. Eneste trøst for de krudtglade danskere er de gode gamle batterier, som man stadig kan købe i oprindelig størrelse. - De må veje op mod et kilo, da de bliver stående på jorden hele tiden. Derfor er de ikke nær så farlige som raketterne, forklarer Michael Gram Larsen. Skærpelsen af reglerne kommer på det værst tænkelige tidspunkt for forhandlerne. De er nemlig brændt inde med et utal af store raketter fra sidste år, som aldrig blev solgt. Danmarks Meteorologiske Institut varslede storm over landet nytårsaften, og derfor valgte kunderne raketter fra. Siden ulykken i Seest har myndighederne skærpet reglerne kraftigt over for branchen, og antallet af importører, grossister og forhandlere er faldet drastisk. Og selv om salget nu reelt er begyndt, skal kunderne lede længe efter en forretning, der rent faktisk sælger fyrværkeri hele december. - Det kræver for mange ressourcer at have det liggende på grund af de skærpede sikkerhedsregler. Både med opbevaring, personale og håndtering. Derfor er det reelt kun store kæder som Harald Nyborg og Jem & Fix, der sælger i hele perioden. Køber sent Forbrugerne har også en tendens til at købe deres fyrværkeri så sent som muligt, da de ikke kan lide at have det liggende i hjemmet. Ifølge lovgivningen må man som privatperson maksimalt opbevare 1,5 kilo nettoeksplosiv, men den regel er der mange danskerne, der overtræder. Heldigvis, mener Michael Gram Larsen. - 1,5 kilo er alt, alt for lidt. Den mængde bliver også øget i lovgivningen i løbet af 2008, så forbrugerne ikke behøver at bryde loven for at købe det fyrværkeri, som de gerne vil bruge. Salget af fyrværkeri er styrtdykket de seneste år, og derfor er Fyrværkeribrancheforeningens forsigtige ønske for denne sæson blot, at man holder niveauet for sidste år./ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...