Slut med taxakørsel: Sidste tur køres 28. februar

Jørn Pedersen i Brønderslev har tabt 600.000 kr. på taxaerne i 2017

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Jørn Pedersen koncentrerer sig nu om buskørsel. Foto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:Så er det slut med taxa-kørsel i Brønderslev. Brønderslev Taxas tre vogne kører onsdag 28. februar i garagen, når de sidste ture er kørt.

- Det er ikke økonomisk forsvarligt at fortsætte, siger vognmand Jørn Pedersen fra Brønderslev Taxa. Vi har tabt 600.000 kroner i 2017. I et halvt års tid har vi talt på knapper, men fredag blev den endelige beslutning truffet, fortæller Jørn Pedersen.

Han siger, at det ikke kun er tabet, der nager ham.

- Vi har været udsat for, at en chauffør er blevet truet, og vi er også hængt ud på de sociale medier. Det gør det jo ekstra træls.

To medarbejdere er opsagt

Siden 2000 har det været Jørn Pedersens medarbejdere, der har kørt Taxa, da han overtog to bevillinger fra Frithjofs Taxi i Øster Brønderslev.

To medarbejdere er fredag sagt op, og tre andre er tilbudt andet arbejde i Jørns Busrejser/Jørns Rutetrafik.

Jørn Pedersen fortæller, at der er sket en nedgang i Taxa-kørsel, fordi NT står for 90 procent af kørslen.

Aftale ophører nu

Brønderslev Taxa har præsteret at have en chauffør på arbejde fra fredag klokken 18 til lørdag klokken 06, hvor der ikke var en eneste bestilling inden for de 12 timer.

- Vi skal jo aflønne chaufføren, så det er ikke en god forretning.

Jørn Pedersen meddelte fredag Brønderslev Kommune sin beslutning.

I fjor blev der indgået en aftale, der gælder i tre år, men den aftale ophører nu.

Taxa siden 1930’erne

Jørn Pedersen er ked af, at det er kommet så vidt, at taxa-kørslen må stoppe. Men han ser ikke anden udvej.

Der har eksisteret taxa i Brønderslev siden 1930’erne. På et tidspunkt var der en halv snes vogne på gaden.

Jørn Pedersen kan nu koncentrere sig om Jørns Rutetrafik og Jørns Busrejser. Parken er på 23 busser til rutekørsel og 13 turistbusser.

Bybusser erstattet af flex-busser

Den ene Taxa omregistreres nu til en minibus, som indgår i vognparken af busser.

- Hvis der er et selskab på op til 11, indsættes den. Men en minibus skal bestilles i god tid af hensyn til køre- hviletidsregler. Her kan vi ikke rykke ud med minutters varsel.

Jørns Busser drev Brønderslev Bybusser fra 1980 til 2016, men bybusserne er nu erstattet af flex-busser, som Jørn Pedersen også kører, og de er populære.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.