Lokalpolitik

Slut med teletaxaer

Flexture afløser fire NT-teletaxaordninger i Jammerbugt. Det bliver billigere for kommunen, men meget dyrere for passagererne

Fra dør til dør kan man stadig komme med de nye flexture, som også køres af taxavognmænd. Men det bliver væsentligt dyrere end med teletaxaen, som kun koster en busbillet. Det er nemlig for dyrt for kommunen at fortsætte med teletaxaordningerne.Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

Fra dør til dør kan man stadig komme med de nye flexture, som også køres af taxavognmænd. Men det bliver væsentligt dyrere end med teletaxaen, som kun koster en busbillet. Det er nemlig for dyrt for kommunen at fortsætte med teletaxaordningerne.Arkivfoto: Carl Th. Poulsen

JAMMERBUGT:De fire teletaxaordninger i Jammerbugt er blevet populære og bruges ikke mindst af mange børn og unge på landet, der skal til sport, ridning mv. Det er nemlig lige så billigt at køre med teletaxa som med almindelig bus, og så bliver man stort set bragt fra dør til dør. Til nytår er det slut med den billige transportform, for de er dyre for Nordjyllands Trafikselskab og især for Jammerbugt Kommune, som betaler 90 pct. af udgiften til teletaxaerne. For eksempel betalte kommunen i fjor 775.000 kr. for driften af rute 600T, teletaxaordningen mellem Gjøl og Aabybro. Det svarer til at kommunen binder 125 kroner i halen af hver eneste passager, der skal fragtes mellem de to byer - hver gang. Det har politikerne i kommunalbestyrelsen nu vedtaget at lave om på, både for at harmonisere tilbuddet om kollektiv trafik på landet og for at spare penge. Teletaxaordningerne bliver erstattet af flexture, som er ens for alle kommunens yderområder, men som er væsentligt dyrere for kunderne. Mindsteprisen for en flextur er 30 kr. plus 4,50 kr. pr. kilometer inden for kommunegrænsen. Det betyder, at en tur fra Gjøl til Aabybro eksempelvis koster 63 kr., hvis man er alene i taxaen, faldende til 27,50, hvis man er fire i bilen. Der er ikke rabatter for børn og pensionister. - Men NT arbejder med en model for rabatter, oplyser Otto Kjær Larsen (V), der er formand for kommunens teknikudvalg og medlem af NT's bestyrelse. Bestilling af flexture foregår på samme måde som ved teletaxa, dvs. gennem NT's bestillingskontor og på samme vilkår. Man kan komme til at køre sammen med andre, og der kan være mindre omveje undervejs. Til gengæld kan man komme fra dør til dør i hele Nordjylland, altså ud over kommunegrænserne, men det koster i så fald ni kroner pr. kilometer oven i grundtaksten på de 30 kr. Og man kan ikke få en flextur ad hovedlandeveje, hvor der i forvejen kører NT-busser. De fire teletaxaer, der nedlægges, er området omkring Fjerritslev, området omkring Brovst, en korridor-taxa mellem Fjerritslev og Løgstør samt den nævnte rute 600T. Den ordinære busrute 600 mellem Gjøl og Aabybro berøres ikke af ændringerne. Læs mere i 1. sektion