Motorsport

Slut med Tomgang

Racerkører Tom Kristensen er også hurtig som patient - klar til årets Le Mans i den kommende weekend

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tom Kris­ten­sen i ak­ti­on på gårs­da­gens pres­se­mø­de i Kø­ben­havn.Foto: Claus Søndberg

KØBENHAVN:- Det bliver da fedt. Jeg fik ikke sagt ordentligt farvel til mekanikerne, sidste gang jeg var sammen med dem, så det bliver godt at se dem igen. Det kan godt være, at racerkøreren Tom Kristensen har døjet med hovedpine, dobbeltsyn og svimmelhed i slipstrømmen på den dramatiske ulykke 22. april på Hockenheimring. Til gengæld har 50 dages kamp for at komme tilbage ikke kostet ham de kvikke replikker og det gode humør. Det var helt i top, da han mandag middag på Hotel Hilton tæt på Københavns Lufthavn slog fast, at han bliver klar til årets 24 timers løb i Le Mans. Stopper for spekulation Dermed satte den syvdobbelte vinder af verdens hårdeste motorløb en stopper for spekulationerne hos den ventende presse om, hvorfor pressemødet var placeret på hotellet tæt på lufthavnen: Var det fordi, han efterfølgende ville tage over i indenrigsterminalen og flyve hjem til Nordjylland? Eller fordi han ville tage de få skridt fra hotellet og over i udenrigsterminalen for at sætte kursen mod Le Mans? Det svar kendte Tom Kristensen ikke engang selv, da Audi Motorsport fredag indkaldte til pressemødet. Svaret fik han først søndag - præcis syv uger efter ulykken på Hockenheim. Da fik han grønt lys fra ledelsen i Audi Motorsport, efter at han lørdag aften gennemførte en vellykket, timelang test bag rattet i en Audi A4 på racerbanen Brands Hatch i England. Langt usikkert tilløb Tom Kristensen lagde på pressemødet ikke skjul på, at rejsen tilbage efter ulykken har været lang og til tider usikker. - Da jeg forlod hospitalet var jeg glad for bare at være i live og kunne bevæge lemmerne, selv om de var ømme. I den første tid kom symptomerne meget, meget let, og jeg blev meget bevidst om følge lægernes råd og tage den med ro. Men efter uge fem begyndte jeg at se lys for enden af tunnelen. Og det blev solskin på Brands Hatch, da jeg kørte igen. Da vidste jeg, at jeg kunne gøre det igen - men heller ikke før, lød det fra en glad Tom Kristensen, som nu har bevist, at han både er hurtig på racerbanen og som patient. - Men jeg kunne ikke have gjort det alene. Jeg har fået stor støtte af min familie, men en lang række dygtige mennesker har også hjulpet mig, fastslog nordjyden, som under hele forløbet har været i tæt kontakt med Audis holdlæge, dr. Christian John. Tak til hustruen Hanne Derudover rettede han sin taknemmelighed mod idrætsmassørerne Kenneth Collins og Martin Heskier, som følger med ham til Le Mans for at fortsætte deres arbejde. - Og så vil jeg også takke Susanne, Svend og Ole samt min neurolog, Morten Kraft, sagde nordjyden, som også takkede sin hustru Hanne for at indgyde ham tro og håb undervejs. - På et tidspunkt stoppede hun mig ude på badeværelset og sagde; - Hey Tom, jeg kan føle, du kommer tilbage. Og det kan også være, du kommer tilbage stærkere end nogensinde, fortalte Tom Kristensen. Mere ydmyg rolle i år I dag ankommer han for 11. år i træk til Le Mans for at tage hul på forberedelserne til det løb, som han mere end nogen anden har domineret siden den første sejr i 1997. Om han er stærkere end nogensinde kan kun tiden vise. Som kun tiden kunne vise, om han kunne vende tilbage til racerbanen efter sin ulykke tids nok til at blive klar til sit absolutte favoritløb. Det kapløb vandt han. Nu venter et nyt. Sammen med Rinaldo Capello og Allan McNish i Audi nummer 2. - Jeg kommer selvfølgelig i en mere ydmyg rolle i år. Men jeg har gode teamkolleger, og jeg er fortrøstningsfuld med hensyn til at lave et godt resultat. - Jeg glæder mig til at køre med Capello og McNish. - Vi er et meget tæt knyttet team, og vi har kørt fantastiske løb sammen. - Jeg glæder mig til kampen, sagde Tom Kristensen. Måske lidt mere end datteren Carla Malou, som efter knap to måneder med den ellers travle farmand til rådighed i familiens skød hang lidt med klarinetten, da hun fik at vide, at han skal køre race i weekenden - Ah, kunne du ikke bare være en lille smule syg!