Frederikshavn

Slut på en æra - en ny er begyndt

Kommunen solgte Ørskovs gamle arealer til Lerbæk Maritime Erhvervspark A/S

FREDERIKSHAVN:En lykkelig udgang på en trist historie. Afslutningen på én æra og begyndelsen på en ny. Det var overskriften, da byrådet mandag aften officielt besluttede at sælge de store havnearealer på Sandholm, hvor Ørskov Stålskibsværft i årtier havde til huse. Køberen er Lerbæk Maritime Erhvervspark A/S, stiftet 2. april i år af selskabet Lerbæk Hovedgård A/S. Begge Lerbæk-selskaber har direktør Jens Belling, Middelfart, som bestyrelsesformand, og direktør Jørgen "Peiter" Petersen, Frederikshavn, som direktør, og selskabet er i fuld gang med at puste nyt liv i de gamle værftslokaler. - Det er rart, at nogen viser interesse for hele bygningskomplekset. Der ér allerede etableret flere arbejdspladser dernede og flere er på vej, og hvis det kommer til at ligne den anden maritime erhvervspark, FME, vil det jo være fantastisk, siger borgmester Erik Sørensen (S). Lerbæk Maritime Erhvervspark A/S var eneste tilbudsgiver på det 42.591 kvm.-store erhvervsareal, som kommunen for nylig købte af Frederikshavn Havn. Prisen er 70 kr. pr. kvm., ialt 2,9 mio. kroner.