Slutspurt gav sejr

Aalborg 22. september 2002 08:00

Aalborg BK - Glostrup 81-80 Basketball, 1. division, mænd AALBORG: Det holdt hårdt, men ni point i træk inden for de sidste to minutter sikrede Aalborg Basketball Klub sejren i sæsonpremieren anført af en sprudlende Jan Kolar i skarpretterens rolle i en neglebidende slutfase. ABK-tropperne var bagud 72-80, og det fik ABK-cheftræner Carsten Hermansen til at satse med en blanding af personlig opdækning og zoneopdækning i forsvaret med fire minutter igen. Det skaktræk gav fuld valuta, og da hjemmeholdets tjekkiske profil, Jan Kolar, samtidig viste uhyggelig effektivitet på straffekast og i afslutningerne generelt i slutfasen, så vendte billedet totalt. Glostrup førte 80-77 med et minut og 38 sekunder tilbage, men to straffekast signeret Jan Kolar fik ABK foran 81-80 med 41 sekunder igen. ABK erobrede bolden igen, men mistede den igen med lidt over 13 sekunder igen. Det gav en gyserafslutning, men ABK fik afværget gæsterne sidste desperate skudforsøg med under tre sekunder igen. - Vi lagde ud med champagnespil og førte 41-21 et stykke inde i anden quarter, men herefter fik vi ørerne i maskinen. Heldigvis fik vi vendt slagets gang til sidst, siger ABK-cheftræner Carsten Hermansen. jeri Kampfakta: Periodecifre: (32-19, 14-23, 17-22 og 20-16) Topscorere for ABK: Jan Kolar 23, Ronnie Kristensen 13, Anders Schou og Lasse Kristiansen hver 12, Christian Rom 11. Tilskuere: 100.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...