Slutspurt i forligsen for 35.000 LO'ere trækker ud

Forhandlinger mellem LO og DA i Forligsinstitutionen om mæglingsforslag fortsætter søndag aften.

Der forhandles søndag aften benhårdt i Forligsinstitutionen mellem arbejdsgivere og lønmodtagere om overenskomster for omkring 35.000 privatansatte LO'ere.

Hovedorganisationerne LO og DA har siden fredag forsøgt at nå frem til det kompromis, som skal tegne løn- og arbejdsvilkår for de tusindvis af privatansatte danskere, hvis forhandlere ikke selv har kunnet blive enige med arbejdsgiverne om en ny aftale.

Forhandlerne i LO og DA sad til langt ud på natten lørdag og mødtes igen søndag.

Og der skal muligvis hives de store termokander kaffe frem, for forhandlingerne om det såkaldte mæglingsforslag trækker søndag aften ud, lyder det fra en kilde tæt på forhandlingerne.

Det var ellers ventet, at parterne kunne nå til enighed i løbet af weekenden.

I alt skal omkring 600.000 privatansatte have fornyet aftaler om løn og arbejdsforhold ved forårets overenskomstforhandlinger, og langt de fleste er faldet på plads.

Men forhandlingerne for blandt andre 9000 slagteriarbejdere, 8000 VVS'ere, 5000 malere og 3000 designteknologer og konstruktører er brudt sammen.

Det er de grupper, der vil blive omfattet af mæglingsforslaget, som hovedorganisationerne søndag aften sveder over i Forligsinstitutionen.

Også en række mindre områder under LO med færre end 1000 lønmodtagere vil blive samlet op af mæglingsforslaget. Heriblandt de omkring 900 HK/Privat-medlemmer i luftfartsselskabet SAS, som lørdag opgav at forhandle videre med arbejdsgiverne i SAS.

Når forligsmanden har fået en aftale mellem LO og DA i hus, vil den blive sendt til afstemning blandt medlemmerne i de enkelte fagforeninger.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.