Lokalpolitik

Slutspurt om magten sat ind

Det ny folketing samles i dag med én sag i kikkerten: Strukturreformen skal være på plads om fire måneder

KØBENHAVN:Vil autistiske børn få specialiseret undervisning? Vil unge i kørestol blive spærret inde i hjemmet? Vil kommunerne leve med piblende giftstoffer, hvis der er gode arbejdspladser i sigte? I dag åbner Folketinget, og de mange åbne spørgsmål om strukturreformen bliver centrale i måneder frem. Allerede onsdag tager regeringen fat på mammutpakken med 49 lovforslag, der inden sommerferien skal vedtages som den største reform i mands minde. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (V) har på forhånd slået fast, at reformens kongstanke står til troende: En lang række opgaver vil blive flyttet ud til de nye, større kommuner, mens landets fem regioner hovedsageligt får ansvaret for at drive sundhedsvæsnet. Derfor vil den politiske diskussion især komme til at handle om de to områder, hvor indenrigsministerens reform er mest skrøbelig: Miljøområdet og den specialiserede, sociale indsats. Mange berørte organisationer har indsendt kritiske høringssvar netop på de to områder. De frygter dels, at fremtidens byrådspolitikere skal vurdere miljørisikoen ved virksomheder, som betyder penge i kassen for den måske slunkne kommunekasse. Dels forudsiger en række sociale organisationer, at specialviden og -tilbud trækker det korteste strå, når broderparten af de sociale ansvarsområder flyttes fra amterne til de mindre kommuner. Klagesang på Christiansborg Indenrigsministeriet oplyser, at man i disse dage forsøger at skrive teksten mere klar på en række områder, så man undgår sprækker eller tvivlsspørgsmål. I sidste uge sendte regeringen dog signaler om, at socialområdet vil blive gransket grundigt og muligvis justeret i løbet af de fire måneder, Folketinget har til at behandle reformen. Socialdemokraternes Ole Stavad forventer ligesom De Radikales Marianne Jelved, at regeringen stort set vil køre dens eget løb. Oppositionen vil dog forsøge at påvirke regeringen både i folketingssalen og i Folketingets udvalg. - Vi har jo ikke andre midler end overtalelsens kraft. Forhåbentlig vil mange af dem, der har afgivet høringssvar, også dukke op i Folketingets udvalg og argumentere for, at nogle ting laves om, siger Ole Stavad. - Men virkeligheden er jo, at regeringen har over 90 mandater til rådighed, så de kan tromle igennem, hvis de vil. Da valgforvirringen på Christiansborg kun så småt er ved at lægge sig, har Folketinget endnu ikke lavet en tidsplan for behandlingen af de 49 lovforslag. De vil formentlig blive førstebehandlet i salen inden for de kommende uger. Desuden skal partiernes forhandlere finde ud af, hvad man stiller op med Farum og de andre småkommuner, som ikke er blevet lykkeligt gift det forløbne år. Normalt går Folketinget på ferie 5. juni, men det netop overståede vintervalg betyder, at ferien kan blive flere uger forsinket. Ingen skal kunne beskylde tinget for lovsjusk, lover Folketingets formand Christian Mejdahl (V).