Små banker populære

Selv om det er blevet billigere for bankerne at låne penge, smitter det ikke af på kunderne.
Arkivfoto

Selv om det er blevet billigere for bankerne at låne penge, smitter det ikke af på kunderne. Arkivfoto

KØBENHAVN:De store banker høster ikke megen anerkendelse fra danskerne. Derimod klarer de mindre banker sig fremragende, hvis kunderne får lov til at evaluere bankerne. Det viser en forbrugerøkonomisk måling, som Catinét har lavet for Ritzau blandt 10.610 repræsentativt udvalgte danskere. I toppen over de mest populære banker ligger lokalbankerne på en første plads efterfulgt af Arbejdernes Landsbank og Spar Nord Bank. I bunden ligger de fire største banker i Danmark med Danske Bank som bundprop. Forbrugerrådets direktør Rasmus Kjeldahl er meget positiv overfor udviklingen. - Undersøgelsen viser, at kunderne ser på andet end prisen. Samtidig er det glædeligt, et temmelig stort antal overvejer at skifte bank, siger Rasmus Kjeldahl. Tendensen har ellers trukket i retningen af, at der ville blive færre små banker i Danmark - og at banksektoren ville koncentrere sig om få store banker. - Det har været et problem i den danske banksektor, at for få skiftede bank. Er der en større mobilitet, bliver konkurrencen bedre. Vi har været lidt bange for, at alle lokalbanker var ved at forsvinde, så vi endte med kun at have 2-4 storbanker. Handler folk i overensstemmelse med det her, ser det ikke ud til at de små banker er truet - og vi undgår et monopol på området, hvor bankerne selv kan fastsætte priser og gebyrer, siger Forbrugerrådets direktør. At de store banker klarer sig så dårligt, kan skyldes, at det især er de store banker, der har fået dårlig omtale i forbindelse med finanskrisen. Danske Bank har siden undersøgelsens start været ude for en hård medfart. Hvor lokalbankerne under ét får 34 point, opnår Danmarks største bank blot otte point. Men det seneste halve år har da også givet banken dybe ridser i lakken med lån på falske leasingkontrakter i Stein Bagger-sagen, store tab, fyringer og milliardlån via bankpakke II. - Der er de store banker, der har været i fokus, når det drejer sig om tab og risikable forretninger. Mange har jo også aktier i banken og er begyndt at få en mening om bankernes ledelse. Autoritetstroen har været kraftig på retur - og det er jo sådan set en god ting, mener Rasmus Kjeldahl. Forbrugerrådet lavede for at halvt år siden en undersøgelse af bankernes priser, der viste, at de store banker er forholdsvis billigere end de små. - Men folk er åbenbart villige til at betale en merpris for at få en bank, der behandler dem ordentligt. Undersøgelsen er gennemført siden august 2008, og kunderne er blandt andet blevet spurgt om priser, fleksibilitet, tillid til bankens økonomi, og om banken optræder troværdigt i den brede offentlighed./ritzau/

Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk