Små butikker og kunderne får regningen

Forlig om dankortet skaber unfair konkurrence - regning på 125 millioner på vej til alle danske forbrugere

Et flertal i Folketinget er parat til at udskrive en regning på 125 millioner kroner til de danske forbrugere. Ganske vist falder den forkætrede 50 øre pr. transaktion bort allerede på tirsdag. Det aftalte økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen i går med samtlige partier i Folketinget minus SF. Men forliget betyder, at butikkerne får en årlig udgift på 125 millioner kroner for at kunne tage imod dankort. Pengene skal bankerne have. Og butikkerne vil omgående sende regningen videre til alle forbrugere - også dem uden dankort - skjult som højere varepriser. Det sker dog ikke med alle butikkers gode vilje.Særligt de små og mellemstore forretninger føler sig snydt. Problemet er, at giganter som Dansk Supermarked og FDB slipper med at skulle betale blot 10.000 kroner pr. forretning. - Men en lille butik som min får en regning på 2.700 kroner om året. Det er urimeligt, når man tænker på, hvor få transaktioner jeg har - og hvor mange for eksempel Bilka i Aalborg har. Alligevel betaler Bilka langt mindre pr. transaktion, end jeg gør, siger købmand Peer Risager fra Voersaa til NORDJYSKE. En af de store nordjyske købmænd, Michael Dreisler, er derimod godt tilfreds. - Det lyder til - uden at jeg har læst aftalen - at os, der har mange transaktioner, kan hilse den med glæde, siger han. Dreisler har omkring fem millioner dankorttransaktioner om året. Med kædens ni varehuse i Jylland kommer det årlige abonnement til bankerne op på 90.000 kroner. Eller godt to øre pr. transaktion. Peer Risager fra Voersaa havde 16.000 transaktioner sidste år - og han må derfor betale godt 17 øre til banken, hver gang en kunde bruger dankortet hos ham. Derfor er Peer Risager også tilhænger af, at den enkelte bankkunde får regningen. - Nu er vi i stedet endt med en løsning, hvor butikkerne betaler bankerne for at lave deres arbejde. Både Håndværksrådet og De Samvirkende Købmænd bakker op om den nordjyske kritik. - Fordelingen mellem store og små butikker skal justeres. Og jeg går ud fra, at et flertal i Folketinget vil støtte os, siger adm. direktør JohnWagner fra De Samvirkende Købmænd.