EMNER

Små byer får ingen tog

Transportminister Lars Barfoed har ingen planer om trinbræt i Sulsted, Tylstrup, Vestbjerg og Ellidshøj

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Formanden for Tylstrup Borgerforening Lars Lykke Larsen undrer sig over, at transportministeren ikke vil være med til at begrænse CO2-udslippet i form af et trinbræt i bl.a. Tylstrup. Arkivfoto: Michael Koch

Borgerne i Tylstrup, Sulsted, Vestbjerg og Ellidshøj kan foreløbig godt vinke farvel til drømmen om at få et trinbræt i byen. Det fremgår af et svar fra transportminister Lars Barfoed (K), der har svaret folketingsmedlemmerne Rasmus Prehn (S) og Per Clausen (EL), der på baggrund af artikler i NORDJYSKE Stiftstidende spurgte om muligheden for at udvide nærbanen i Aalborg-området med trinbræt. I spørgsmålet til ministeren blev der spurgt ind til stationerne i Vestbjerg, Tylstrup, Sulsted og Ellidshøj, men Lars Barfoed har ingen planer om at investere i trinbræt i de pågældende byer. Transportministeren peger på, at de nævnte byer alle er undersøgt af Trafikstyrelsen i publikationen "Stationsstrukturen i Danmark" fra 2008, men at byerne ikke rangerer blandt stationer med højt potentiale. - Jeg har for nærværende ingen planer om at tage konkrete initiativer til f.eks. etableringen af trinbræt på de nævnte lokaliteter, skriver transportministeren til de to folketingsmedlemmer.