Små dåsedimser til stor hjælp

Inner Wheel hjælper handicappede i Thailand

AABYBRO:Man skal ikke være særlig kluntet for at skære fingrene, når dimsen på dåseøl rykkes op og giver adgang til herlighederne. Løb risikoen og ryk den helt af. Indflydelsesrige, danske kvinder samler nemlig på de skarpe fyre, som også gerne må komme fra sodavands- og andre dåser. Èn gang om året samles samlingerne og sendes til en virksomhed i Thailand til en fremtid som skruer. De byttes til kostbare fætre af titanium, der bruges til at montere reservedele i fattige, handicappede thaier. Det er årsag til, at nordjyske medlemmer af Inner Wheel - kvindernes svar på Rotary - opfordrer restauranter og privatpersoner til at gemme dåsedimserne. - Man må gerne aflevere ringene hos mig, siger Dorte Holsko, Aabybro. Der skal mange til. En notits i klubbladet fortæller, at 72 ringe vejer ti gram. Senest blev der sendt over syv kilo af sted. Men danske Inner Wheel'ere støtter også bl.a. Julemærkehjemmet i Hobro og det er bestemt, at årsindsamlingen 2006 skal gå til Ønskefonden, fortsætter Dorte Holsko. Fra 1. juli er hun distriktspræsident for det nordjyske distrikt 44, som geografisk er noget af en mundfuld. Det strækker sig fra Ebeltoft i syd til Færøerne i nord. Hun har ansvaret og æren for et år, for sådan er reglerne. Det ligger også helt fast, hvordan de lokale, månedlige klubmøder forløber - uanset om det er de 17 medlemmer i Aabybro, der samles om et måltid på Hotel Søparken eller en klub i Singapore. Præsidenten indleder, et medlem taler i tre minutter om det, der måtte ligge vedkommende på sinde, postgangen fra de andre klubber gennemgås og der sluttes med et digt. Men ellers er der frit slag. - Vi besøger virksomheder og udstillinger, hører foredrag og meget andet. Men formålet hos os er som alle andre steder over hele verden: At fremme venskab, at fremme hjælpsomhed og medmenneskelig forståelse og at fremme international forståelse, fortæller Dorte Holsko, der har to perioder bag sig som klubpræsident. Et klubmedlem formulerer fællesskabet, så alle kan begribe omfanget af venskabet: Vi er ikke hinandens plæneklipper, men hinandens gartnere. Og uanset hvor, de er i verden, kan de altid få næring i kredsen.