Små diller i zoo

Spanien 24. september 2002 08:00

AALBORG: Efter tre og en halv måned i rugemaskinen banede seks små krokodiller sig i weekenden ud i den varme verden i Aalborg Zoo. For første gang siden midt i 90'erne er det lykkedes for haven at få levedygtige unger af de to panserkrokodiller, der bor i tropehuset. 16 æg blev lagt i rugemaskinen 7. juni - og lørdag blev de seks af dem udklækkede. Det er syvende gang siden 1981, at Aalborg Zoos panserkrokodiller får unger - men det er første gang, det sker, siden parret i 1996/97 var sendt i eksil i Randers Regnskov, mens tropehuset blev bygget om. Siden da har hunnet klatlagt et par æg, men de er gået til hver gang. I år var første gang, hun lagde en større samling æg - 20 i alt. Af dem lykkedes det at fiske de 16 op og putte i rugemaskinen. Hvis de ikke bliver fisket op vil de ofte blive knust af hunnen, når hun indædt forsvarer dem... Rugemaskinen sikrer den rette temperatur og fugtighed. I krokodillernes normale terrarium risikerer æggene også at blive ødelagt af vand eller trådt i stykker. Ungerne måler henved 30 centimeter og vejer omkring 90 gram - men de bliver meget større. Panserkrokodiller kan bliver ganske store - Aalborg Zoos han er skønnet til at måle omkring fire meter og vejer 350 kg, mens hunnen er noget mindre. Naturligt lever arten i ferskvandsfloder og -søer i det vestlige og centrale Afrika. Zoologerne kender ikke særlig meget til dyrene, men panserkrokodiller menes at være en truet art. Dyrepasser Vibeke Møller tager sig kærligt af de søde små, som skal fodres med små akvariefisk. De første dage har de klaret sig med den madpakke, der fulgte med i ægget, men fra i dag står den på gubbyer og andre små fisk. Ungerne befinder sig i nogle varme lokaler under tropehuset, og det varer formentlig et par måneder, før andre end Vibeke Møller og hendes kolleger får de små at se. De skal først være noget større, ligesom de skal ind i en god rytme med at æde. Ungerne kommer til den tid til at opholde sig lige ved siden af forældrene - de to terrarier vil kun være adskilt af et net og en træstamme. For øjeblikket bruges pladsen til nogle varaner, men de må så en tur i kælderen. Tidligere unger fra Aalborg er sendt til Randers Regnskov og zoologiske haver i Tjekkiet. Og Malaga Zoologiske Have har allerede meldt sig som interesseret i de nye unger, når den tid kommer.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...