Små firmaer går glip af EU-støtte

Seminar bistår med at finde projektpartner

Aalborg 1. september 2007 06:00

NORDJYLLAND: Mange små og mellemstore virksomheder overser mulighederne for at få forskning og udvikling betalt gennem deltagelse i EU-projekter. I et forsøg på at aktivere de mindre firmaer indenfor branchen for informations- og kommunikationsteknologi (IKT) indbyder Norddanmarks EU-kontor i november til seminar i Aalborg Her får deltagerne lejlighed til at møde mulige samarbejdspartnere, som de kan indgå i projekter med. - Mange firmaer i den pågældende gruppe mener, at virksomheden er for lille til at deltage i EU-projekter. Netop derfor skal de se sig om efter passende partnere i udlandet med hvem de kan danne et stærkt konsortium, der kan løfte opgaven med at byde på EU-projekter, siger projektleder Ulrik Poulsen fra EU-kontoret. 2,3 milliarder euro Seminaret, som går under navnet Brokerage Event (BE2), er en del af EU’s såkaldte Easier-projekt. Easier-projektet handler om at få de små og mellemstore virksomheder til at byde på EU’s udbud på området. EU har afsat 2,3 milliarder euro til at støtte udvikling af teknologi inden for kommunikation og information. Arrangementet er det andet i rækken. Det første blev holdt i Istanbul i januar i år, hvor der deltog 350 IKT-virksomheder fra de 12 lande, der er med i projektet. Venter 200 deltagere Ulrik Poulsen siger, at målsætningen for arrangementet i Aalborg er 200 deltagende firmaer. Forklaringen på det lavere tal i forhold til i Istanbul forklarer han med, at der i denne udbudsrunde er færre penge at komme efter, nemlig 265 millioner euro mod 1,2 milliard sidste gang. - Men i kroner er der dog forsat 1,9 milliarder at komme efter, så vi håber at se nogle danske og meget gerne nordjyske firmaer i samarbejde med udenlandske partnere skrue projekter sammen med henblik på at søge støtte. Udformningen af ansøgningen skal vi nok bistå med, siger Ulrik Poulsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...