Børnepasning

- Små goder til små og store poder

Stole, stiger og andre småting letter hverdagen hist og pist for både børn og dagplejere

ARDEN:En lang række af mindre, men praktiske initiativer skal gøre hverdagen lettere for kommunens dagplejere - og samtidig mere spændende for børnene. Det besluttede de lokale politikere på byrådets decembermøde, hvor et beløb på 44.000 kroner blev frigivet til ”APV i Dagplejen”. Og det glæder Nina Nielsen, leder for dagplejen i Arden Kommune. - Det er mange små ting, der alt i alt er med til at forbedre dagplejernes arbejdsmiljø. Og det er noget, vi tydeligt kan se på sygefraværet, fortæller hun. Hun nævner, at det er ting som drejestole, taburetter og stiger, som pengene skal bruges til at købe. - Stigerne gør, at børnene selv kan kravle op i barnevognen. Det er for at undgå så mange løft for dagplejeren som muligt. Det er jo nogle gange flere tons, at en dagplejer løfter om ugen, vurderer Nina Nielsen. Hun påpeger desuden de sidegevinster til børnene selv, der er forbundet med de mange små ting. - Det er samtidig motorisk sundt for børnene. Og det er også en stor sejr for dem at kravle op af stigen og komme op i vognen, siger hun. Men det er dog først og fremmest dagplejerne, der skal have gavn af ”APV”, understreger hun. Og hun glæder sig som leder for dagplejerne over, at det i sidste ende kan være med til at skåne dem for for eksempel ryg- og løfteskader.