Naturkatastrofer

Små hjul

Japanerne er opdraget til at tilsidesætte egne følelser for fællesskabets skyld. Gruppen står altid over individet

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

De ellers så kontrollerede japanere slipper alle tøjler, når de går på karaoke-bar. Foto: Karen Kasmauski/Polfoto

Lost in Translation hedder Sofia Coppolas film, der gik i biograferne for nogle år siden. Den handler om en falleret amerikansk skuespiller, der er i Tokyo for at spille en rolle i en reklamefilm. På hotellet møder han en ung vestlig kvinde, der forsøger at slå tiden ihjel, mens hendes mand er ude at lave forretninger. De to ensomme sjæle finder sammen - ikke i lagnerne, men i en forståelse af, at de ikke forstår japanerne. Og det er ikke kun sproget, der er fra en anden verden. De to vesterlændinge forstår heller ikke japanernes måde at tænke på, deres humor, deres høflighedskodeks - ja, deres mentalitet. De er "lost in translation". Den samme følelse af at sidde og se på noget uforståeligt eller i al fald noget meget fremmedartet rammer formentlig mange af os, nu hvor japanerne på en tragisk baggrund er blevet en del af vores dagligdag. Vi følger dem gennem katastrofen. Ser, hvordan de er i stand til at kontrollere sig dér midt i ragnarok. Vi oplever japanske politikere med stenansigter tale til befolkningen, og deres ord stritter i alle retninger. De giver ingen mening. Heller ikke i dansk oversættelse. Vi sidder i vores varme stuer og ser på, at japanerne bliver målt for radioaktivitet, og vi tænker: Hvor bliver panikken af? Vi hører også om japanere, der begår frivilligt selvmord i et forsøg på at stoppe nedsmeltningen i atomreaktorerne, og vi forundres. Hvem er de dog, disse japanere? Lisbeth Clausen, lektor på Institut for Interkulturel Kommunikation og Ledelse på Copenhagen Business School (CBS) i København, taler flydende japansk og har boet i landet i syv år. Hun opholdt sig i Tokyo i 1995 under et af de større jordskælv og husker tilbage: - Jeg var selvfølgelig rystet, og da det værste var overstået, gik jeg rundt og krammede alle, jeg mødte, men jeg kunne se på japanerne, at de ikke brød sig om det. Man viser ikke sin angst. Det er i det hele taget ikke god tone at komme med følelsesudbrud, for det forventes, at man tilsidesætter sine egne følelser for fællesskabets skyld. Japanerne føler naturligvis det samme som alle andre, men de vender følelserne indad i stedet for udad, og det kan være enormt hårdt for en udlænding. Af fulde folk ... Til gengæld bliver tøjlerne sluppet noget så eftertrykkeligt efter arbejdstid, for kolleger på japanske arbejdspladser har tradition for at gå ud og drikke sammen. Og det er altså ikke en enkelt fredagsbajer, vi taler om - der drikkes igennem enten på en almindelig bar eller til sing along på en karaokebar op til flere gange om ugen, hvilket da også har skabt massive alkoholskader i den japanske befolkning. Druk er et arbejdsredskab Annette Skovsted Hansen, lektor i Japans historie ved afdelingen for Asien-studier på Aarhus Universitet, fortæller, at druksammenkomsterne i virkeligheden fungerer som et arbejdsredskab: - Chefen og medarbejderne lærer hinanden bedre at kende, når de drikker sammen, og hvad der bliver sagt i fuldskab, tager man alvorligt, for det viser de uofficielle tanker og følelser, forklarer hun. Og japanerne kender ikke til bondeanger, for det er fuldt ud accepteret at drikke sig fulde sammen og tale frit fra (skrumpe)leveren, og ingen bærer nag dagen derpå. Det er dog fortrinsvis de mandlige medarbejdere, der går ud og drikker sammen efter arbejdstid, for ligestillingen halter efter i Japan, hvor kvinderne ikke holder så længe på arbejdsmarkedet. Bryllupsklokkerne er dårligt klinget ud, før det er march - hjem til kødgryderne. Men japanerne behøver nu ikke altid at spæde blodet op med promiller for at vise følelser. En gang imellem tager udladningerne ligefrem så meget over, at det kan virke grænseoverskridende i vores optik. Det oplevede vi i forbindelse med den økonomiske krise i Japan i slutningen af 1990'erne, hvor granvoksne koncerndirektører brød hulkende sammen for åben skærm i skam over nederlaget. Det økonomiske sammenbrud udløste en så voldsom stigning i antallet af selvmord, at regeringen i 2005 ligefrem valgte at udforme en plan, der skal mindske antallet. Man vil blandt andet tilbyde psykologisk rådgivning i uddannelsessektoren, skærpe bevidstheden om mental sundhed på arbejdspladsen, bygge rækværk på togstationernes perroner og tilbyde gratis distribution af softwarefiltre, der kan filtrere internettets vejledninger om selvmord fra. Og netop ære og skam betyder utroligt meget for en japaner: - Voksne mænd og drenge græder en del. Hvis et drengehold i baseball taber, så står de alle sammen og græder, og hvis bankdirektøren ikke lever op til sit ansvar, græder han også. Det er en fuldt accepteret måde at reagere på - ja, det forventes ligefrem, fortæller Annette Skovsted Hansen. Lige fra de er små, lærer japanerne, at gruppen står over individet, og når de japanske børn starter i børnehave, bliver de del af en gruppe på i alt fem børn, forklarer Annette Skovsted Hansen: - Børnene lærer at være kollektivt ansvarlige. Hvis et af børnehavebørnene ikke stiller sine sko på den rigtige måde, er det de andre gruppemedlemmers ansvar. Og hvis de så heller ikke lever op til ansvaret, bliver hele gruppen irettesat. Løfter i flok Den enkelte japaner har livet igennem et ansvar for noget større - typisk familien og firmaet - og det er ærekrænkende ikke at leve op til sit ansvar, og netop følelsen af at være et lille hjul i et større er med til at give japanerne styrke og komme igennem den ufattelige katastrofe, der har ramt dem, vurderer Lisbeth Clausen fra CBS: - De er vant til at løfte i flok, og de vil også hjælpe hinanden i den her situation. Efter jordskælvet og tsunamien føler japanerne sig som én stor samlet gruppe. Men japanerne har også en skæbneforståelse, som giver dem ro og styrke, fortæller hun: - Det hjalp især de ældre generationer, at kejseren kom frem og talte til befolkningen. Det har han ikke gjort siden indsættelsen i 1989, og når han gør det nu, er det, fordi situationen er meget, meget alvorlig, og der er brug for at få befolkningen til at holde sammen og indgyde dem tro på, at de nok skal klare katastrofen og få landet på fode igen. Kronisk frygt Men japaner eller ej - man skal ikke mange centimeter under huden på os mennesker, før man støder på fællesmenneskelige træk. Indvendig reagerer vi nemlig nogenlunde ens på ulykker og farer, fortæller Beredskabsstyrelsens ledende krisepsykolog, Henrik Lyng: - Japanerne er ekstremt hårdt ramt. De har haft jordskælv og tsunami, og samtidig går de rundt i uvished om, hvad der sker på atomkraftværket. Jeg vil tro, at de folk, der bor i nærheden af værket, konstant frygter, at de er blevet bestrålet. Så snart de får en forkølelse eller andre skavanker, bryder frygten ud i lys lue, hvilket er en forståelig reaktion, fordi man hverken kan se, lugte eller smage strålingen. Og den bedste måde at modstå det pres på er - ifølge Henrik Lyng - at leve så normalt som muligt, fordi normalitet skaber struktur og tryghed i en kaotisk tilværelse: - Der er ikke tale om en krig, hvor man kan slå på de onde, men om en naturkatastrofe, som ingen er skyld i. Men når det gælder ulykken på atomkraftværket, er der formentlig nogen, man godt kan stille til ansvar, og hvordan japanerne vil tackle det, kan kun tiden vise, konkluderer Henrik Lyng.

Forsiden


Breaking
Her er alle de nye restriktioner, du skal kende
Luk