Små julegaver - stor glæde

Christian Den Fjerdes Laug uddelte over 100.000 kroner til sociale, humanitære og kulturelle aktiviteter

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Tidligere borgmester Kaj Kjær havde fornøjelsen af at uddele over 100.000 kroner sammenlagt - her til Aalborg Miniby, der regelmæssigt modtager støtte fra Christian Den Fjerdes Laugs Fond.

Beløbene var måske beskedne men glæde stor, da fonden under Christian Den Fjerdes Laug onsdag uddelte penge til en stribe humanitære, sociale eller kulturelle aktiviteter i Aalborg Kommune. Og selv 3000-5000 kroner kan gøre en forskel. Det fastslog en af modtagerne over for NORDJYSKE, Bruno Christiansen, der som formand for HjerneSagen i Aalborg fik overrakt en check på 3000 kroner. - Det kommer os virkelig til gode, sagde han med overbevisning i stemmen og fortalte, hvad pengene skal gå til: et kor for afasiramte. - De fleste kan ikke tale eller gør det kun med stort besvær. Men de kan synge. Og ved at gøre det, styrkes deres sproglige muligheder. De får øvet sig i at sammensætte ord til sætninger, fortalte Bruno Christiansen. Ét af kormedlemmerne er en ren solstrålehistorie: - I dag ville du næsten ikke opdage det, hvis du talte med ham. Og sådan noget giver os jo blod på tanden, lød det fra den lokale formand, der i øvrigt også er landsformand i HjerneSagen. Af andre modtagere var Ventilen Aalborg, der er et mødested for stille og ensomme unge, der således får et fællesskab med andre. Mie Nymann og Karina Sohrt var mødt op for at modtage og takke for den økonomiske støtte. - Vi har talt om at bruge pengene på sociale aktiviteter. Gerne noget, hvor de får en fælles oplevelse og samtidigt får prøvet sig selv af, fortalte Karina Sohrt. Én ting er pengene - noget andet er anerkendelse af, at mange er villige til at yde et ulønnet stykke arbejde. Og det er der virkelig mange, der har fortjent ros for, forsikrede fondsbestyrelsens formand, forhenværende borgmester Kaj Kjær. - Det er jo ret beskedne beløb, men de skal nok gøre nytte mange steder, sagde han efter at have uddelt hele 35 checks og dermed over 100.000 kroner sammenlagt. Fonden blev stiftet af Christian Den Fjerdes Laug i 1997 på initiativ af daværende oldermand Peter Tage. Den råder over cirka to millioner kroner, og det er afkastet heraf, der deles ud af én gang hvert år.