EMNER

Små kreative kunstnere

15 børn i Hjallerup og 21 i Brønderslev lærer at male og tegne efter skoletid

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Susanne forklarer Kathrine, hvordan fisken skal fyldes med papirstykker.Foto: Kurt Bering

BRØNDERSLEV:- Jubiiii, i dag skal vi male, udbryder Frederik spontant. Kunstlærer Susanne Søgaard fra Ø. Brønderslev har lige bragt nyheden og får hjælp af børnene til at gøre lærrederne klar på Søndergades Skole. Eleverne på dagens første billedskole går i 3. og 4. klasse, sidst på eftermiddagen er eleverne fra 5.-7. klasse - i alt 21 elever. På Hjallerup Skole er der 15 børn i billedskolen hos Mie Kondrup Sørensen. Emilie fra Brønderslev er ti år. Hun har været i billedskole før, men synes stadig, det er sjovt. - Vi har prøvet at lave fisk i forskellige former, fortæller hun og viser sin fisk frem. Først skulle de tegne en skabelon - en farlig fisk, som Emilie fandt på nettet. Så klippede de den ud i to lige store stykker karton, som blev fyldt op med papirstykker, inden de blev samlet med sølvpapir. - Og så klæber vi papirstykker på fra reklamer. Det er fiskens skæl, som vi giver forskellige farver. Sofie har lavet en klumpfisk og Mikkels ligner også en, men Anders laver en haj. Susanne Søgaard har planer om at hænge fiskene op i et fiskenet under loftet, når de er færdige. - Og så skal de alle udstilles på påskeudstillingen på gymnasiet i foråret. Billedskolens lærere Susanne og Mie samarbejder om forløbet, og i starten handler det meget om, at måle børnenes kunnen. - Det er sjovt at lave fisk, men jeg glæder mig til at male, siger tiårige Fie fra Jerslev. Sofie har taget flødeboller med til alle. - Nej, det er ikke min fødselsdag, men jeg blev bare så lækkersulten, smiler hun. Imens er børnene i gang med at pille cellofanen af lærrederne og sætte små træ-kiler ind bagpå, så lærredet er stramt. - Nu skal I male havet, men vi starter med baggrunden - den er vigtig, så fisk og andet i havet ser livligt ud. Og det ser godt ud, hvis I laver fisken - eller hajen - tæt på. Hvilke farver er grundfarver, spørger hun. Alle pigerne har fingrene oppe, så hun spørger først Frederik. Han svarer blå, og de andre gul og rød. - Jeg så et rødt skib på kunstmuseet, og det var kun lavet med primærfarverne, fortæller Sofie. - Ja, svarer Susanne, og man skal passe på med at blande alle farverne. - For så bliver det brunt, udbryder Emilie. - Ja, grumset og kedelig. Men man kan se, hvordan det virker at blande farverne ved at komme lidt på svampen, tilføjer Susanne. Hun spørger nu efter farverne i havet. Og får blå, grøn, grå, hvid, rød og sort som forslag. Derefter tager de små portioner akrylmaling på en kakkel, der gør det ud for paletten. - Og brug den sorte så lidt som muligt - ellers bliver det, det eneste, man lægger mærke til. Og den blå er også kraftig, så man kan ødelægge det hele - men bland på paletten, opfordrer Susanne. De går i gang efter en lille debat om, at man f.eks. gør en grøn farve lysere med gult - ikke med hvidt. Og gør den mørkere med blå. - Tag kun en lille klump af gangen: Vi skal spare på malingen og vil ikke til at smide noget væk. De flotte farver ligner nærmest remoulade (gul), flødeskum (hvid) og ketchup (rød). Kathrine blander lidt rødt i baggrunden, flere tager de grønne og blå farver. Frederik laver sin baggrunden med forskellige nuancer af blå. - Det ligner en hval, der spytter vand op, griner Emilie. Fantasien bliver kort afbrudt af Susanne, der forsøger at lære dem noget om to og flere dimensioner. Højde og bredde - rummelighed og tykkelse. Og børnene er så motiverede for at lære nyt, at i hvert fald nogle af dem faktisk forstår de svære begreber. Og svarer og spørger 'rigtigt'. Men Susanne viser det næsten altid med noget håndgribeligt. Hun er også færdiguddannet lærer til sommer.