Skolevæsen

Små øjne på stilke i asfalt-junglen

0.b fra Sindal Skole testede færdighederne med landbetjenten

SINDAL:Der kommer tidspunkter i enhver forælders liv, hvor man må fire lidt på kontrol og opsyn med sit barn. At kunne færdes selvstændigt i trafikken er en af de doser af frihed, der skal gives, så derfor gælder det om at få ungerne klædt på til at begå sig i asfalt-junglen, og det var netop hvad landbetjent Peer Jensen var i gang med i går morges med 0.b fra Sindal Skole. Efter en passende mængde teori på skolen gik turen op ad Finlandsgade, hvorefter Nørregade skulle krydses i to omgange. - Åh-åh, lød det fra to af pigerne, der havde set en bil i det fjerne, som de tålmodigt ventede på, inden de i lige linje gik over vejen. - En gang om ugen er vi på udetur, og det går rimeligt godt med klassen. Det kan være forskelligt fra år til år, fortalte børnehaveklasselærer Randi Kristensen, der naturlivis også var med på turen - og krydsede vejen som den sidste sammen med landbetjenten. Der var masser af trafik i går i midtbyen i modsætning til sidste år, hvor Sindal mindede om en spøgelsesby, da Danmark spillede VM-kamp mod Frankrig. Der var så lidt trafik, at landbetjenten og de små trafikanter kunne have taget en lur på asfalten uden risiko. Efter gåturen vankede der i øvrigt håndtryk, medaljer og gåprøve-beviser på skolen.