Små og store ællinger skøjter sammen

Institution udnytter fordelene ved at børn kan lære af hinanden

Tove Enevoldsen
Smil, livsglæde og røde kinder er gode sidegevinster af "læring på tværs". foto: bent jakobsen
Børnepasning 1. april 2006 06:00

ELLING/FREDERIKSHAVN:En integreret institution. Rummelighed. Læring på tværs af alder. Skøjtning. Institutionen Andedammen i Elling tager børn i flere aldersgrupper med i skøjtehallen i Frederikshavn. Hver tirsdag i vinterhalvåret fylder de en bus med børn på 4-12 år og tilbringer et par timer i skøjtehallen. - Ved skøjtning lærer børn noget af hinanden. De små ser op til de store. De store tager ansvar og er gode forbilleder. De mærker, at vi voksne har brug for deres hjælp, fortæller souschef i Andedammen, Susanne Nilsson. Læring på tværs af alder kan betyde, at de store giver de små en hånd op i bussen. De hjælper måske med at snøre en skøjte eller følger et børnehavebarn på toilettet. - De små synes, at det er mere spændende at lære at skøjte af en pige eller dreng på 11 år end af os voksne. Vi skal skabe rammerne for samværet. Det gør vi blandt andet med turene i skøjtehallen, siger Susanne Nilsson. - De store børnehavebørn, der løber på skøjter over en længere periode, får en nemmere overgang fra børnehave til skole og fritidsordning. Af andre fordele ved skøjtning på tværs af aldre nævner Susanne Nilsson, at børnene bliver modige, overvinder sig selv, lærer at navigere i kaos og i nye omgivelser. Det øger selvtilliden. Og når der kaldes til samling omkring den medbragte cacao, ser man tydeligt, at motion og bevægelse på isen giver livsglæde og røde kinder. Når de små og store børn er sammen om fælles oplevelser, giver det bedre sociale relationer i hverdagen. Blandt andet oplever søskende at være mere sammen. Dertil kommer, at i skøjtehallen møder Andedammens børn også børn fra andre institutioner og klubber.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...