Små satireperler fra fortiden

1. november 2002 07:00

DRAMA Georges Courteline: "Den der slår sidst" Georges Courteline er et pseudonym for den franske dramatiker George Moineaux, der levede fra 1860 til 1929. Meget kender vi ikke til ham herhjemme, men hans små lystspil har en humor, der knytter sig til den bedste franske tradition. Han formår at tage folk på kornet, først og fremmest borgerskabet med dets embedsmænd og militærfolk. Men bag hans små muntre stykkers komik, som ofte antager grumme træk, sporer man som et basalt træk en pessimistisk grundstemning, der viser, at den uudryddelige småborgerlige indskrænkethed, ikke altid er lige harmløs, for den gør folk afstumpede, herskesyge og samvittighedsløse over for de svagere. Nu har Preben Harris foretaget en fri bearbejdelse af "otte situationer fra det borgerlige helteliv - med indlagt klaver". Disse otte scener har ikke en sammenhængende handling, men er otte små dramatiske situationer, hver af nogle minutters varighed. Ofte skitserer de hurtigt situationens rammer for at få afsæt til en hastig bevægelse mod et overraskende højdepunkt som i lille sketch om den frustrerede mand, der er parat til at betale 50 franc for at få lov til at sparke en fattig mand bagi. Derved håber han at opnå rehabilitation. Den overraskende pointe ligger i stykkets sidste replik. Der er små numre om skrankepavernes arrogance, som står for fald, og der komme beske sandheder frem, som da dommeren siger til sin uheldige klient: "Mennesker, der intet ulovligt har foretaget sig, er næsten umulige at forsvare". I det hele taget er bogen en samling små perler, fyldt med spidsfindig satire og afvæbnende humor, meningsfuld samfundskritik og borgerlig selvhævdelse, og da Courteline er en stilsikker teaterskrædder, har de små stykker også det sceniske tilsnit, der vil kunne gøre dem til små dramatiske perler på en scene. Jens Hennebergkultur@nordjyske.dk Georges Courteline: "Den der slår sidst" Oversættelse fra fransk og bearbejdelse: Preben Harris,. 102 sider, 125 kr. C A Reitzel

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...