Små vaner kan spare meget strøm i køkkenet

Vi bruger meget strøm, når vi står i køkkenet og svinger kødgryderne, men hvis du følger et par simple råd, kan du nemt spare penge på din elregning

Arkivfoto

Arkivfoto

ENERGI:Først og fremmest skal du undgå at have køkkenudstyr til at køre, som du alligevel ikke bruger. Så selv om der ofte står i en opskrift, at du skal starte med at tænde ovnen, så er det sjældent nødvendigt, siger civilingeniør i Energistyrelsen Signe Friis Christensen.

- Moderne ovne varmer rimelig hurtigt op, og man kan sagtens sætte en kage eller en ret ind i en kold ovn og så bare forlænge bagetiden lidt, siger hun.

Når du bruger din ovn eller dine kogeplader, kan du også spare strøm ved at slukke for maden nogle minutter før, den er færdig, og udnytte eftervarmen.

Derudover er det vigtigt at vælge den rigtige størrelse gryde til kogepladen.

Hvis en gryde er for lille til kogepladen, bruger du ifølge Energistyrelsen cirka 25 procent mere strøm på det højeste trin, end hvis gryden passede. Det gælder dog ikke for induktion.

Sørg også for at sætte låg på gryden, når du laver mad, så du holder på varmen og bedre kan skrue ned for blusset.

Det kan også betale sig at bruge lidt mindre vand, når du koger pasta, kartofler, grøntsager eller æg.

For eksempel kan du spare 30 procent strøm ved at koge kartofler med en lille smule vand i stedet for at dække kartoflerne helt til, oplyser Energistyrelsen.

Renser du din emhætte cirka en gang om måneden, kan det også spare penge på elregningen.

- Jo mere snavset filtret er, jo mere sug skal der være på emhætten, og motoren skal arbejde mere, og det øger både elforbruget og støjniveauet, siger Signe Friis Christensen.

Sørg også for at afkalke dine køkkenapparater jævnligt. Hvis elkedlen eller kaffemaskinen er kalket til, skal den bruge væsentligt mere strøm og mere tid på at lave varm vand eller kaffe, siger Signe Friis Christensen.

Når du skal vaske op, er det en god idé at bruge et kort program på opvaskemaskinen og vaske ved lavere temperatur. Hvis opvasken kan klares ved 50 grader, bruger det 10-20 procent mindre strøm end opvask ved 65 grader.

Endelig er det vigtigt, at du ikke har køkkenapparater til at stå unødigt på standby.

En mikroovn, der udelukkende viser klokken, kan med fordel slukkes, hvis du alligevel ikke bruger den så tit.

Overvej elforbruget, når du køber nyt

  • - Gå efter opvaskemaskiner med energimærke A+++, og kig også efter energiforbruget, vandforbruget og støjniveauet.
  • - Gå efter et komfur, hvor ovnen har energimærke A. Overvej eventuelt et gasblus. Det giver et lavere CO2-udslip end elkogeplader.
  • - Gå efter en ovn med energimærke A eller A+.
  • - Gå efter en emhætte med energimærke A eller A+ og B eller bedre i fedtfiltrering.

Kilde: sparenergi.dk

/ritzau fokus/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.