Små virksomheder har fundet fidusen

Som de første i Danmark deles nordjyske arbejdsgivere om jobrotationsvikarer

Firmaerne mødes jævnligt for at afstemme fælles projekter og diskutere mulighederne for samarbejde på tværs. Her er det fra venstre jobrotationsvikar Mette Dam, Jens Kruhøffer, JK Innovation, Viggo Steincke, Steincke Soundlab, og Sebastian Sander, Brainstorm Crossmedia. Foto: Grete Dahl

Firmaerne mødes jævnligt for at afstemme fælles projekter og diskutere mulighederne for samarbejde på tværs. Her er det fra venstre jobrotationsvikar Mette Dam, Jens Kruhøffer, JK Innovation, Viggo Steincke, Steincke Soundlab, og Sebastian Sander, Brainstorm Crossmedia. Foto: Grete Dahl

NORDJYSKE:En nordjysk model for, hvordan også helt små virksomheder kan bruge jobrotation, har store perspektiver.

Både for virksomhederne og for de mange ledige, der gerne vil have en fod indenfor på arbejdsmarkedet.

Normalt ligger jobrotation lige til højrebenet - for de større virksomheder. De kan sende deres ansatte på kursus og så få ledige til at vikariere for dem.

Svært for de små

For de helt små virksomheder plejer det at være en anden sag. For her kan hverken chef eller ansatte undværes så længe, at det berettiger til at ansætte en jobrotationsvikar på fuld tid.

Og så alligevel. Hvis de små virksomheder danner netværk og går sammen om ansættelsen. Det er præcis hvad fem små nordjyske virksomheder har gjort som de første i landet.

- Arbejdsmarkedsstyrelsen har i hvert tilfælde ikke tidligere fået sådan en henvendelse, fortæller indehaver af firmaet JK Innovation, Jens Kruhøffer.

Anbefaler det til andre

I en månedstid har de fem firmaer nu nydt godt af tre kommunikationsuddannede jobrotationsvikarer, der arbejder på tværs af virksomhederne - blandt andet med fælles markedsføring.

Jens Kruhøffer anbefaler stærkt andre små virksomheder at gøre som de fem nordjyske.

- Der er simpelthen så mange kompetente ledige lige nu. Vi fik 64 ansøgninger af meget høj kvalitet. Det er en gave til små virksomheder, hvis man formår at lave det rigtige match.

Han medgiver, at loven på området tidligere har været meget tung at administrere.

- Men nu er det meget enkelt at gennemføre et jobrotationsprojekt.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.