Små virksomheder kan lære markedsføring

Aars 15. februar 2005 05:00

AARS: Himmerlands Udviklingsråd vil give vesthimmerlandske virksomheder gode råd om markedsføring. - Hvad nytter det, at fremstille gode produkter og serviceydelser, hvis ingen kender til det, spørger Peter Bach Frederiksen fra Himmerlands Udviklingsråd. Markedsføringen er helt afgørende uanset hvilket produkt en virksomhed vil af med. Derfor tilbyder Himmerlands Udviklingsråd nu kurset rettet mod mindre virksomheder. Det sker under titlen "Rundt om markedsføring" - Det er en kendsgerning, at mange mindre firmaer ikke har mulighed eller brug for at have en stor informations- og marketingafdeling. Derimod er det en uomtvistelig forudsætning for succes - også for de mindre virksomheder - at de har kendskab til markedsføring og effektiv kontakt til omverdenen, konstaterer Peter Bach Frederiksen. Blandt emnerne er overordnede markedsføringsplaner, internettet som redskab i markedsføringen, personligt salg i praksis, business to business, pressekontakt og deltagernes egne markedsføringsplaner. Der er her mulighed for at få opdateret sin viden og blive undervist af praktikere, der arbejder med salg og markedsføring i mindre virksomheder til daglig. Kurset begynder 2. marts og foregår på skift i hele Himmerlands Udviklingsråds område.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...