Motionsidræt

Småbørn bør også have tilskud til idræt og motion

SFer på vej med forslag om ny tilskuds-politik

AALBORG:Børn mellem 0 og 6 år bør også udløse tilskud, når de dyrker motion i kommunens idrætsforeninger. Det mener byrådsmedlem Anne-Dorte Krog (SF), som arbejder på et forslag, der skal fremme de mindstes lyst og motivation til at bevæge sig. - Det kan godt være, at det bliver lidt dyrt. Men jeg mener dybest set, at pengene vil være godt givet ud, understreger hun. - Det drejer sig jo om at komme igang så tidligt som muligt. For som 6 - 7 årige er der allerede mange, der lider overvægt, og så er de ikke specielt motiverede for at starte i en idrætsklub. Foreløbig har Anne-Dorte Krog bedt skole- og kulturforvaltningen om at beregne, hvad det vil koste at give foreningerne de samme medlemstilskud til 0 - 6 årige, som de 6 - 25 årige i øjeblikket får. Men hun regner også med at stille forslag om flere penge til uddannelse af pædagoger og børnehavepersonale. - Det er meget vigtigt, at vi får den her aldersgruppe igang, siger hun. - Mange bevæger sig allerede en hel del, men der er også brug for andet end skovture og udflugter til legepladsen, forklarer hun. Ifølge Anne-Dorte Krog handler det blandt andet om at skabe gode vaner og tradition for at dyrke idræt, og derfor ser hun også gerne et større samarbejde mellem kommunens børnehaver og idrætsforeninger. - Der er allerede mange, som går til sport. Men der er ofte lange ventelister, og et nyt medlemstilskud vil måske motivere foreningerne til at gøre noget mere for det yngste, mener hun. - Det er jo ikke altid sjovt for en 3-årig at løbe sammen med børn på 6 eller 7, og derfor tror jeg også, vi skal være bedre til at udvikle tilbud til børn i førskole-alderen. Ifølge Anne-Dorte Krog er fordelen ikke alene, at børnene bliver sundere og mindre syge. De lærer også noget om disciplin og hold-fælleskab. - Det giver nogen færdigheder, som også kan bruges i skolesammenhæng, mener hun. - Børnene bliver bedre til at vente på tur og tage imod kollektive beskeder. Og samtidig får de måske brugt noget krudt, så de bliver lidt bedre til at sidde stille og koncentrere sig, forklarer hun.