Buskørsel

Småbyer rammes hårdt af busnedskæringer

Flere ruter nedlægges, mens andre holder op med at køre aften og weekend

DRONNINGLUND:Færre busruter, ingen weekend- og aftenafgange og højere billetpriser. Det bliver konsekvensen, når Nordjyllands Trafikselskab (NT) pr. 14. december 2003 skal til at spare penge på de lokale busruter. Ni regionalruter, der kører igennem Dronninglund Kommune bliver berørt af nedskæringerne, deriblandt rute 213, 216 og 276, som bliver lavet om til rene skolebusruter. Det betyder i praksis, at de ikke kører om aftenen og i weekenden. Rute 203 og 215 bliver også lavet til "skolebusser," men erstattes delvist af teletaxer, mens teletaxaordningen 212 og 216 nedlægges helt. Dermed er billøse borgere bosat i for eksempel Try eller Flauenskjold mildest talt på den, hvis de skal noget udenfor byen i weekenden eller om aftenen. På Dronninglund busterminal har meldingen fra NT sat sindene i kog, nu hvor flere af chaufførerne kan se frem til at få en fyreseddel, mens andre har fået at vide, at de skal til at køre mindre og give borgerne i småbyerne en dårligere service. - Det er fuldstændigt vanvittigt. NT overtog jo netop driften i sin tid for at betjene de tyndt befolkede områder. Nu går selskabet den helt modsatte vej og skærer ned herude, siger en af de chauffører, der selv bliver fyret til december Tom Kristensen. Noget af han og kollegaerne er særlig vrede over er, som han siger at NTikke har villet lytte dres bud på, hvilke ruter, der er flest besparelser i at skære væk. - Men de lytter ikke til de erfarne chauffører. Det er ligeom at rende panden mod en mur, siger han. Tvunget til at spare Hos NT er man godt klar over den er gal - særligt fordi selskabet for et års tid siden lovede, at der var bedre tider på vej til de tyndt befolkede områder i blandt andet Dronninglund Kommune. Dengang fortalte køreplanschefen for NTOle Schleemann, at han ville gøre, hvad han kunne for at hjælpe de strandede borgere som ikke kunne passe deres jobs i Dronninglund på grund af de dårlige busforbindelser om morgenen og i weekenderne. Men de løfter kan ikke holdes længere, erkender han. -Virkeligheden er en anden nu. Vi har af amtet fået en bunden opgave, der hedder at vi skal spare 10 millioner, og det kommer til at ramme hårdt særligt i Dronninglund, siger han og forklarer, at det hænger sammen med, at regionalruterne, der kører på tværs i kommunen primært er oprettet for gymnasie- og skoleelevers skyld. En oplagt måde at spare på er ved at gøre ruterne til rene skoleruter, fordi flertallet, der bruger dem er skoleelever, siger han. - Men dem der så ikke har egen bil og som skal bruge ruterne udenfor skoletiden bliver selvfølgelig ramt. Og ramt hårdt, siger han og tilføjer at det er meget beklageligt. Samtidig føjer han til, at kommunen er den eneste redningsplanke i den sammenhæng. Hvis ruterne skal bevares, må den træde til og skyde penge i genoplivningsforsøget. Og p.t. er der ikke noget, der tyder på, at den kan det. I hvert fald afviser kommunen umiddelbart idéen i et høringssvar, der blev sendt til NT i sommerferien.