EMNER

Smålunken interesse

I betragtning af, at danskerne troligt er blevet kaldt til stemmeurnerne hvert femte år siden 1979 - og i betragtning af, at det dermed trods alt er syvende gang, vi står over for at skulle stemme til Europa-Parlamentet - er der noget bemærkelsesværdigt famlende over selve diskussionen. Og famleriet er bestemt ikke blevet mindre udtalt siden 2004, 1999 eller 1994. Tværtimod virker det, som om debatten begynder forfra. Hver gang. Vel nok først og fremmest fordi EU ikke fylder noget videre mellem parlamentsvalgene. Af en eller anden grund er EU aldrig rigtigt blevet en integreret del af den politiske diskussion i Danmark. Tværtimod bliver det europæiske fællesskab, fysisk samlet i Bruxelles og Strasbourg, jævnligt brugt til at pleje, hvad der i perioder godt kan minde om et ganske alvorligt nationalt mindreværdskompleks i retning af, at "de er så store, og vi er så små, og vi har alligevel ingen indflydelse". Og så er sandheden, at Europa-Parlamentet aldrig har haft større betydning for dansk lovgivning - og det står i skærende modsætning til en udbredt dansk smålunkenhed, som også afspejler sig i stemmeprocenten, der meget nemt kan blive en ny bundskraber. Særligt må det undre, at kun omkring en tredjedel af de unge vælgere har tænkt sig at bevæge sig til stemmestederne næste søndag - mange af de samme unge betragter sig uden tvivl som en slags internationalister, der uden tøven og besvær besøger de fjerneste egne af kloden og ellers søger flittigt på internet og andre grænseoverskridende medier. At interessen blandt de unge for EU ikke er større kan umuligt udelukkende skyldes, at EU er "de voksnes" opfindelse; hvem ved, måske bliver det internationale pludselig bare for forpligtende? Og meget kan man påstå om det EU, som Danmark trods alt har været medlem af siden 1. januar 1973 - altså i over 36 år - men nogen overfladisk Facebook-ven, som man kan kappe forbindelse med, hvis man ikke rigtigt gider alligevel, dét er der altså ikke tale om.