Smæk for skillingen og klap på kassen

Der blev gået seriøst til stålet, da op mod 200 hårdføre kæmpere dystede i thai og kickboksning.Se billeder fra stævnet

Søren Olsson
Ar­ran­gør­klub­bens Mor­ten Aare­strup (i rød trø­je) gjor­de det godt i sit come­back ef­ter seks års fra­vær. Her ses han i ak­ti­on i se­mi­fi­na­len. Foto: Lars Pau­li
Aalborg 10. marts 2007 22:39

KLASK! Lyden af en velplaceret fod polstret i skumgummi, der rammer klokkerent ind på en brystkasse, runger igen ud over Stadionhallen i Aalborg. Fulgt af talrige tilråb fra tilhørerne anspores kæmperen til yderligere angreb, og tungt prustende må modstanderen vige tilbage i ringen. - Kom så Nikolai. Du har ham. Han er træt, råber træneren i hjørnet, mens kæmperen prøver at overbevise sig selv om, at modstanderen er ved at blive mat i koderne, mens han selv er frisk som en havørn. Inferno af skrål Der er Danish Open i kick- og thaiboksning i Stadionhallen i Aalborg. Et af de allerstørste stævner i Norden med toppen af poppen indenfor sportens amatørgren. To store ringe pryder midten af hallen, der normalt lægger gulv og tilskuerpladser til mere fredelige sportsgrene som basketball, håndbold og volleyball, men som denne lørdag er omdannet til et inferno af skrål og skrig og igen denne konstante klasklyd, der alene ved lyden, får det til at gøre ondt på mindre erfarne tilskuere. Trods enkelte afbud helt op til stævnestart kan arrangørerne stadig byde på et flot stævne med mange stærke kæmpere fra både Tyskland, Norge og Sverige og ikke mindst de mange danskere, der med mord i øjnene tæver løs på hinanden i ringene. Der kæmpes i to kategorier. I den ene ring er der tale om letkontakt, hvor slag og spark ikke må føres igennem, og hvor kæmperne stadig har t-shirt på. I den anden ring er der tale om fuldkontakt, hvor der er bar overkrop, og hvor det primære formål er at få modstanderen i gulvet. Ikke for tøsedrenge Som tilskuer drages blikket konstant mod kampene i fuldkontakt, hvor der for alvor bliver gået til stålet, og hvor de mange røde mærker og blodudtrækninger på brystkassen og omkring nyrerne på kæmperne vidner om, at det ikke er en sport for tøsedrenge. Men også i letkontakt klassen bliver der kæmpet hårdt igennem. - For mig er det et comeback, for jeg har ikke været i kamp de sidste seks år - ja faktisk siden jeg blev dansk mester i 2000. - Så det er lidt af et jubilæum kan man sige, fordi jeg har trænet i 10 år, siger Morten Aarestrup efter en sejr i semifinalen i en letkontakt-klasse. Kæmperne skal via spark og slag forsøge at score point på modstanderen efter et simpelt pointsystem, hvor der kun gives belønning for rene træffere. Når en runde er overstået, markeres det ved, at dommerbordet kaster en grøn ærtepose ind i ringen. - Med to ringe vil det give forvirring, hvis vi bruger en gonggong, griner stævneansvarlig Rasmus Maack, der kunne være godt tilfreds med antallet af tilskuere.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...