Smæk til den røde fortid

Manden bag Kongekabale langer i en ny nøgleroman ud efter den danske debatmentalitet. Denne gang er emnet venstrefløjens sværmerier for det totalitære

Terrorisme 9. september 2004 06:00

Han kan godt lide ballade - eller rettere: Han håber, den kommer - i form af en heftig debat. Niels Krause-Kjær er manden, der udgav nøgleromanen om det opslidende opgør i Det konservative Folkeparti. Dengang brugte han sin tid som konservativ spindoktor som inspiration til et bogopgør, hvor partifolk i det Demokratiske Parti kynisk sloges om magten, da chefens plads stod ledig. Selv om en række folk med trusler om injuriesager, tvang ham til at bedyre, at bogen - der i øvrigt er blevet til film og får premiere 1. oktober - var ren fiktion, var kun få i tvivl om, at aktørerne lige så godt kunne have heddet Hans Engell og Per Stig Møller, men det kunne forfatteren bare ikke sige højt. I dag udkommer så Niels Krause-Kjærs anden roman "Tilskueren", som på samme måde er baseret i virkelighedens verden. Emnet er denne gang dele af venstrefløjens glemte sværmerier for det totalitære. Og modsat tidligere lægger Niels Krause-Kjær ikke skjul på, hvem der har stået model til rollerne i romanen. - Jeg har skrevet bogen, som direkte inspiration ud fra én bestemt helsides artikel i Weekendavisen i 2001. Der fortælles om tre VS'eres rejse til Beirut i starten af firserne. Rejsen endte med en fælles erklæring fra PFLP (Palæstinas Befrielsesfolkefront) og VS, der blandt andet sagde, at løsningen på problemerne i Mellemøsten kun kunne løses ved et "totalt opgør med zionismen", fortæller Niels Krause-Kjær, der i dag er leder af journalistuddannelsen ved Syddansk Universitet. PFLP stod i halvfjerdserne bag en række terroraktioner og med på rejsen dengang var nuværende folketingsmedlem for SF, Anne Grete Holmsgaard, som Weekendavisen også interviewede i forbindelse med artiklen. - Hun havde nu alle tiders mulighed for at tage afstand til datidens terror, men hun gjorde det efter min mening ikke. Jeg var sikker på, at der ville blive et ramaskrig, og en SF'er som Pelle Voigt råbte da også højt og sagde "hende kan vi da ikke have i vores parti", men ellers der skete intet. Ud over, at hun blev valgt til Folketinget et halvt år senere, siger Niels Krause-Kjær. Dyb undren Et andet eksempel på inspirationen til romanen er den tidligere formand for Danmarks Kommunistiske Parti, Ole Sohn - ligeledes folketingsmedlem af SF. - Han stod så sent som i 1989 og klappede ad Nicolae Ceaucescu (rumænsk diktator), og alligevel blev han valgt til Folketinget. Det fik mig til at undres: Hvordan kunne man undgå at diskutere det her? Hvordan kunne de blive opinionsdannere uden, at der kom en debat? spørger Niels Krause-Kjær. Men Niels Krause-Kjær forsikrer, at han denne gang ikke har til hensigt at hænge enkeltpersoner ud. - Det er mere den danske debatkultur. Og derfor hedder romanen "Tilskueren". Den handler om os alle sammen. Os, der bare ser til i stedet for at tage snakken. Når Anne Grete Holmsgaard siger, som hun gør, så tillader jeg mig at tage hende alvorligt. Så lad os få taget snakken. Mit postulat er, at vi aldrig har fået den debat, der sætter os i stand til at vurdere tingene rigtigt, siger Niels Krause-Kjær. - Det handler ikke om at man ikke må være venstreorienteret eller skal sige undskyld og gå bodsgang, fordi man har været det. Jeg ser mange opinionsdannere på venstrefløjen, som jeg synes har stor integritet, og som jeg har stor respekt for. Søren Søndergaard (Enhedslisten), Aage Frandsen (SF), Pelle Voigt (SF) og mange flere. Det handler om danskernes manglende stillingtagen, siger Niels Krause-Kjær. Han mener, at den debat, der blev forsøgt i slutningen af halvfemserne, og blandt andet kørte i Weekendavisen, kørte af sporet. - Den blev alt for hysterisk og handlede netop om bodsgang. Den kørte helt fast i en ukonstruktiv rille, og er for mig et rigtigt godt eksempel på, hvor dårlige vi er til at debattere disse ting, siger Niels Krause-Kjær. Terrorist eller frihedskæmper En af de ting, som Niels Krause-Kjær harmes over, er Anne Grete Holmsgaard blandt andet argumenterer med, at " palæstinensernes sag aldrig kommet på den internationale dagsorden", hvis ikke de havde kapret fly. - VAR palæstinensene kommet på verdensordenen, hvis ikke de havde kapret fly? - Jeg vil ikke svare på det. Det svarer jo til at spørge om, tjetjenerne fik deres sag på verdensordenen på grund af terroraktionen i Beslan. Jeg kan ikke acceptere præmissen for det spørgsmål, siger Niels Krause-Kjær. Den anden side Men hvad med sådan en som Lars Løkke Rasmussen? På et senere berømt privatfoto poserer den nuværende indenrigs- og sundhedsminister, samt næstformand for Venstre med kalashnikov sammen med de afghanske såkaldt mujahedinere; frihedskæmpere/terrorister (alt efter perspektiv), der senere blev til Taleban-bevægelsen. Baggrunden var, at en række borgerlige ungdomsorganisationer i en gymnasieaktion i firserne samlede penge ind til mujahedinernes skoler, fordi de ikke ville støtte en indsamling til skoler i det kommunistiske Nicaragua. Penge som Lars Løkke Rasmussen var med til at aflevere. Hvorfor skal vi ikke høre om ham i sådan en bog? - Jaaah. Nu var jeg selv engageret i det dengang, men jojada. Han kunne da godt have været med i min bog. Men dengang var der en massiv undertrykkelse af borgerne i Afghanistan, der blev udført af Sovjet. Og så var det jo meget naturligt, at man så sig om efter nogen at hjælpe derovre, siger Niels Krause-Kjær, der har en fortid som næstformand i Konservativ Ungdom. - Nogle vil måske mene, at man med rimelighed kunne bytte Afghanistan ud med Palæstina og Sovjet ud med Israel i din egen sætning? Niels Krause-Kjær tøver. - Njah, jeg kan godt se sammenligningen. Men forskellen er jo, at de ikke dengang angreb civile og på samme måde udførte terrorhandlinger. - Men det skyldes måske tilfældigheder? Det var jo de mujahediner, der senere blev til Taleban og al-Qaeda? - Jamen, for mig handler det her heller ikke om at jage enkeltpersoner. Jeg er ikke ude efter hverken Anne Grete Holmsgaard eller Ole Sohn for den sags skyld. Jeg kunne bare godt tænke mig, at vi blev lidt bedre som samfund til at debattere de her ting. At vi prikkede til hinanden, hvor det gør lidt ondt. Det har vi aldrig været gode til.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...